David Bowie blev kaldt popmusikkens kamæleon, og det er en af de sjældne gange, hvor et journalistisk klistermærke rammer plet. Han forudså trends og justerede sin stil og sit udtryk derefter — men uden nogensinde at miste sine egne ideer af syne. Resultatet er et af de mest indflydelsesrige kataloger i rockmusikkens historie, og en arv, der høres hos kunstnere, som ikke var født, da han havde sine største år.

David Jones fra Brixton

Han blev født David Robert Jones den 8. januar 1947 i Brixton i det sydlige London. Navneskiftet til Bowie kom af praktiske grunde — der fandtes allerede en Davy Jones i den britiske popverden — men det passede til en kunstner, der siden gjorde det at skifte identitet til en metode frem for et indfald.

Han brugte 1960’erne på at prøve sig frem i en række grupper og stilarter uden større held. Det første skridt mod berømmelse blev den folkrock-inspirerede “Space Oddity” i 1969, udgivet i ugerne omkring den første månelanding — et af de mest velplacerede udgivelsestidspunkter i popmusikkens historie.

Ziggy Stardust

Det var som den flamboyante, androgyne glamrocker, han for alvor slog igennem. Hunky Dory (1971), The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972) og Aladdin Sane (1973) er trioen, der definerede ham for en hel generation.

Ziggy Stardust var ikke bare et album, men en figur: en rumvæsen-rockstjerne, som Bowie spillede både på scenen og uden for den. Kombinationen af sci-fi, seksuel tvetydighed og benhårde guitarriff var uden fortilfælde, og for mange unge i 1970’erne var det første gang, de så en offentlig person, der ikke passede ind i de gængse kasser.

Berlin og de svære år

Efter en periode med soulinspireret musik og et betydeligt kokainmisbrug i Los Angeles flyttede Bowie til Berlin i slutningen af 1970’erne. Sammen med Brian Eno indspillede han tre albums — Low, “Heroes” og Lodger — der blandede rock med elektronisk og ambient musik.

Trilogien solgte moderat på udgivelsestidspunktet og regnes i dag for noget af det mest fremsynede, han lavede. Det er her, man tydeligst ser mønsteret: Bowie bevægede sig ind i genrer, før de var populære, og ofte før de overhovedet havde navne.

Let’s Dance og den kommercielle top

I 1983 udsendte han Let’s Dance, produceret af Nile Rodgers fra Chic, og blev pludselig en stadionartist med globale hits. Albummet gjorde ham rigere og mere berømt end nogensinde — og satte ham samtidig i en fælde, han selv har beskrevet: Han havde fået et publikum, der ville have mere af det samme.

De følgende års udgivelser blev derefter, og Bowie trak sig i en periode ind i bandprojektet Tin Machine for at komme fri af forventningerne.

Sangskrivningen og metoden

Bowie arbejdede ofte med cut-up-teknikken, hvor tekster klippes fra hinanden og sættes sammen i tilfældig rækkefølge for at bryde vanetænkning. Det giver en del af hans tekster deres drømmeagtige, ulogiske kvalitet.

Han var også en af de første til at betragte pladeproduktion som en kunstform på linje med sangskrivningen, og han valgte sine samarbejdspartnere med en usædvanlig sikker hånd — fra Mick Ronson over Brian Eno til Nile Rodgers og senere jazzmusikere fra New York.

Skuespilleren

Bowie medvirkede i en række film, herunder Manden der faldt til Jorden, Merry Christmas, Mr. Lawrence og Labyrinth, hvor hans rolle som troldekongen er blevet et kultfænomen i sig selv.

Skuespillet var ikke en sidebeskæftigelse, men en forlængelse af det, han i forvejen lavede. Hele hans karriere byggede på at spille roller og lade publikum om at afgøre, hvor figuren sluttede og mennesket begyndte.

Blackstar og afskeden

Bowie døde 10. januar 2016 i New York, to dage efter sin 69-års fødselsdag og to dage efter udgivelsen af albummet Blackstar. Kun de nærmeste vidste, at han havde levet med kræft i halvandet år.

Albummet blev derved en bevidst afsked — en plade om døden, udgivet af en døende mand, uden at nogen udenfor vidste det. Det er svært at komme i tanke om en parallel i musikhistorien, og det ændrede med det samme, hvordan pladen blev hørt.

Arven

Bowie solgte 136 millioner plader og blev placeret som nummer syv på musikkanalen VH1’s liste over de 100 største kunstnere inden for rock ‘n’ roll. Men tallene fanger ikke det væsentlige.

Hans egentlige eftermæle er ideen om, at en musiker må skifte identitet — at der ikke findes én autentisk version, man skylder publikum at blive ved med at være. Fra Madonna over Lady Gaga til nutidens popstjerner arbejder alle inden for den ramme, han byggede.

Mere om albums og karriere i Wikipedias artikel om David Bowie.