Egentlig er musikteori et vidt begreb der, hvis man virkelig dykker ned i det, har stof nok til en helt universitetsuddannelse, plus kandidat. Grundlæggende kan man sige at musikteori er musikken byggesten, og når du lærer musikteori, lærer du at forstå musikken; om musikalitet, og om at udtrykke sig gennem musik. Der er musikteori bag alle former for musik, og bag alle former for instrumenter. Hvad end det er rock, jazz, latin, heavy metal eller pop. Eller hvad end du spiller på bas, trommer, guitar, blokfløjte eller synger. I princippet kan du godt spille på et instrument eller synge, uden at kende til musikteori, men det vil gøre det svært for dig at forstå hvad det er du spiller, og det bliver noget nær umuligt at spille med andre, eller at bygge din egen musik op.
Hvad er musikteori
Musikteori er viden om noder, akkorder og intervaller. Det er altså alt det som musikken er bygget op omkring. Det er den teoretiske tilgang til det at spille, skrive og lytte til musik. Teorien bag musikken forklarer hvad det er du hører, og musikteorien har en lang række guidelines og “regler” som gør det muligt at spille sammen med andre, og at udtrykke sig musikalsk.
Hvorfor skal man lære musikteori?
Hvorfor er det så lige at det er så vigtigt at lære musikteori? Ja, det er der flere der spørger sig selv om, især fordi at for mange handler musik mest og at få lov til at spille musik, og der er derfor mange der finder musikteori “kedeligt” og derfor springer de let og elegant over det. Det er dog ærgerligt, fordi der er mange, rigtig gode grunde til at lære musikteori.
- Det vil give dig en bedre kontrol over dit instrument, og du vil kende alle de utrolig mange muligheder der er med dit instrument. Selvom musikteori er bygget op omkring “regler”, så hjælper musikteori dig faktisk med at være kreativ og iderig med dit instrument.
- Det giver dig en forståelse for hvad det er du spiller, og hvorfor noget fungerer mens andet ikke gør det. Det vil også give dig en forståelse af hvorfor den der har skrevet musikken, har gjort det på den måde.
- Det gør det lettere for dig at spille sammen med andre, fordi i har samme “udgangspunkt”. I følger de samme grundregler.
- Det vil hjælpe dig med, hurtigere at lære udenad. Når du kender teorien omkring nodeopbygning, akkordopbygning, becifringer og lignende, vil det gøre det lettere for dig at huske et arrangement udenad, når du skal spille det.
- Det vil gøre det lettere for dig at skrive musik selv, fordi en ting er hvordan det rent teknisk skal spilles på dit instrument, men med musikteorien på plads kan du lettere “notere” hvordan det skal spilles, og på den måde også lettere forklare andre hvordan dit værk skal lyde.
Så måske er spørgsmålet slet ikke hvorfor du skal lære musikteori, det er nærmere, hvorfor skal du ikke lære musikteori.