Steppeulvene er navnet på et tidligere dansk rockorkester, der blev dannet, da pigtråds- og folkemusikeren Stig Møller og den unge forfatterspire Eik Skaløe mødte hinanden. Eik Skaløe stod dengang for teksterne, som blev skrevet som digte, hvorefter Stig Møller satte melodi til. Derudover var der Søren Seirup på bas og Preben Devantier på trommer.
reklame
Danske Musikkritikeres pris, Årets Steppeulv, er opkaldt efter Steppeulvene, mens gruppen selv er opkaldt efter romanen Steppeulven af den tyske forfatter, Hermann Hesses. I denne bog finder du kapitlet kaldet ”Kun for Forrykte”, og uddrag herfra indgår i Steppeulvenes sang af samme navn.
Steppeulvene og pladen Hip
Steppeulvenes musikgenre er syrerock og folk-rock med Bob Dylan som det store musikalske forbillede. I 1967 udgav de pladen Hip, som efterfølgende tog symbolstatus på ungdomsoprøret og blev et selvstændigt kapitel i dansk rockhistorie. Hip blev indspillet i Bent Fabricius-Bjerres Metronome-studie, og indspilningen bar tydeligt præg af fest og glade dage – samme præg var gældende, da Eik Skaløe klædte sig ud og sprang i Christianhavns Kanal med en blomst i munden som en happening for pressen i forbindelse med udgivelsen af pladen.
reklame
Hip var den første gennemførte danske rockplade. Alt var originalmateriale. Alt var på dansk. Flere af teksterne handler om fantasier i forbindelse med bevidsthedsudvidende stoffer – et dengang kontroversielt emne.
Hip blev bandets første og eneste LP-plade med Eik Skaløe i front, men musikken og især teksterne er i dag stadig genstand for kultdyrkelse. På trods af den store omtale blev det heller ikke til mange koncerter, fordi Eik Skaløe rejste til Indien kort tid efter pladeudgivelsen. De koncerter, de nåede at holde, var til gengæld kontroversielle på grund af bandets hashforbrug, hvilket også medførte en anholdelse af bandet ved deres koncert i Vejgaard-Hallen i Aalborg.
Eik Skaløes død og tiden derefter
Kort tid efter udgivelsen af pladen Hip rejste Eik Skaløe til Indien. I starten af rejsen modtog Stig Møller breve, men de ophørte. Eik Skaløe blev fundet død ved den indiske grænse til Pakistan med sit pas og note, hvorpå der stod: “For the officials: As I guess you know – this suicide is decided & carried out by myself. None is to blame, except the cruel person inside me. Forgive me, Eik Skaløe.”
Efter at Eik forlod Danmark, blev Steppeulvene reorganiseret og kom til at bestå af Søren Seirup, Preben Devantier, Hasse Levy og William Skotte Olsen med hjælp af Rudolph Hansen på elguitar. Gruppen udsendte en singleplade med numrene ”Du skal ud hvor du ikke kan bunde” og ”Flip”.
Efterfølgende er Steppeulvene – med skiftende besætninger – blevet gendannet flere gange op gennem 70’erne og senere, men de har ikke indspillet flere plader end Hip. Sidst i 1980’erne modtog Preben Devantier, Søren Seirup og Stig Møller en sølvplade for salg af 25.000 eksemplarer af pladen Hip siden udgivelsen i 1967.
Da pladen senere udkommer som CD, får bandets musik en revival og bliver igen et hit blandt ungdommen, og sidst i 80’erne indspilles der en dokumentarfilm om bandets historie. Dokumentarfilmen nåede dog ikke særlig langt ud, da den kun kunne lånes som VHS i en årrække på biblioteket.
Der er ingen tvivl om, at Steppeulvene har haft stor betydning for dansk musikhistorie, og Kim Larsen ”indspillede” da også et ag gruppens numre ”Lykkens Pamfil”, og benyttede lejligheden til at nævne Steppeulvene som en vigtig inspirationskilde, der gjorde: “Et u-udsletteligt musikalsk indtryk”.
Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Jessing.eu