Amy Winehouse udgav kun to albums og døde 27 år gammel, men hun nåede at ændre lyden af britisk populærmusik. Hendes stemme bar en soultradition, der var gået af mode, og hun sang den med en autoritet, der fik en hel generation af producere og sangere til at vende tilbage til 1960’ernes lydbillede. Hendes historie er samtidig en af de mest ubehagelige illustrationer af, hvad offentlighedens opmærksomhed kan gøre ved et menneske.

Southgate og jazzen

Amy Jade Winehouse blev født 14. september 1983 i Southgate i det nordlige London i en jødisk familie med taxachauffør-far og apoteker-mor. Hun voksede op med jazz i hjemmet, især Sarah Vaughan og Dinah Washington, og hun begyndte tidligt at synge og skrive. Som teenager gik hun på flere performanceskoler, hvor hun blev bortvist fra mindst én for ikke at følge reglerne.

Hendes stemme var usædvanlig fra begyndelsen. Den havde en dybde og en vibrato, der lød som noget fra en anden tid, og den var ikke resultatet af efterligning — hun sang sådan, fordi det var dér, hendes stemme lå naturligt.

Frank

Debutalbummet Frank udkom i 2003 og var en jazzpræget udgivelse med hiphop-inspirerede rytmer og tekster, der allerede afslørede hendes særlige blanding af sårbarhed og skarphed. Albummet blev godt modtaget i Storbritannien og nomineret til Mercury Prize, men slog ikke igennem internationalt. Winehouse var selv utilfreds med udgivelsen og mente, pladeselskabet havde blandet sig for meget.

Erfaringen fik hende til at kræve større kontrol næste gang. Det viste sig at være en afgørende beslutning.

Back to Black

Med Back to Black i 2006 fandt hun formen. Sammen med producerne Mark Ronson og Salaam Remi byggede hun et lydbillede af 1960’ernes girl group-soul — med Motown-rytmer, blæsere og ekko — og lagde sine egne, meget nutidige tekster ovenpå. Kontrasten mellem det nostalgiske arrangement og det rå indhold er albummets styrke.

Pladen solgte over 20 millioner eksemplarer og gav hende fem Grammy-priser ved uddelingen i 2008, herunder for årets indspilning og årets sang. Hun var den første britiske kvinde til at vinde fem på én aften.

Rehab

Singlen “Rehab” blev hendes signaturnummer og handlede direkte om hendes afvisning af at gå i behandling for sit misbrug. Sangen er skrevet med humor og trods, og den blev et hit i et omfang, der gjorde den umulig at undslippe. I eftertiden er det blevet vanskeligt at høre den uden ubehag.

Netop dér ligger noget af det mest problematiske ved hendes historie. Offentligheden dansede til en sang om et misbrug, der få år senere slog hende ihjel.

Presset fra offentligheden

I årene efter Back to Black blev Winehouse forfulgt af paparazzifotografer i et omfang, der i dag ville være svært at forsvare. Hendes misbrug, hendes ægteskab og hendes fysiske forfald blev dagligt materiale i britiske tabloider, og hun blev genstand for vittigheder i tv-programmer. Dokumentarfilmen Amy fra 2015 dokumenterede det systematisk og vandt en Oscar.

Filmen ændrede for mange opfattelsen af hendes historie. Den viste en ung kvinde med en alvorlig sygdom, omgivet af mennesker og medier, der havde en økonomisk interesse i, at hun blev ved med at optræde.

Døden

Amy Winehouse blev fundet død i sit hjem i London 23. juli 2011, 27 år gammel. Dødsårsagen var alkoholforgiftning efter en periode med afholdenhed, hvor kroppens tolerance var faldet. Hun blev dermed en del af den såkaldte 27-klub sammen med Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison og Kurt Cobain.

Hun efterlod sig to albums og en håndfuld optagelser. Det er et lille katalog, men indflydelsen står i omvendt forhold til omfanget.

Eftermælet

Winehouse banede vejen for en bølge af britiske soul- og popsangerinder, og både Adele og Duffy har peget på hende som forudsætningen for deres egne karrierer. Mark Ronsons produktioner for hende ændrede desuden, hvad der var muligt at gøre med retro-lydbilleder i moderne pop. Mere om liv og musik i Wikipedias artikel om Amy Winehouse.