Radiohead er det band, der mest konsekvent har nægtet at lave den samme plade to gange. Fra en britpop-flirtende debut i 1993 til elektronisk, næsten melodiforladt musik seks år senere har de skiftet retning så radikalt, at hvert album har kostet dem en del af publikum — og hver gang har de fået et større igen.

Fem drenge fra Oxford

Gruppen blev dannet i Oxford af skolekammerater, der har spillet sammen lige siden: Thom Yorke (sang, guitar, keyboard), Ed O’Brien (guitar, kor), Jonny Greenwood (guitar, elektronik), hans bror Colin Greenwood (bas) og Phil Selway (trommer).

Navnet er taget fra Talking Heads-sangen “Radio Head” — en detalje, der passer godt til et band, hvis referencer strækker sig fra The Smiths og Pixies over Elvis Costello til Queen og Pink Floyd.

Creep og den forkerte start

Debutalbummet Pablo Honey (1993) blev placeret i britpop-bølgen, og singlen “Creep” blev et uventet internationalt hit. Bandet kom til at hade den — de undlod i årevis at spille den live, fordi den gav et forkert indtryk af, hvem de var.

Set i bakspejlet er sangen atypisk for alt, hvad de siden lavede. At den blev deres gennembrud, er en af rockhistoriens mere ironiske tilfældigheder.

The Bends og OK Computer

The Bends (1995) viste, at de var noget mere end et énhits-band, men det var OK Computer (1997), der cementerede deres status. Albummet er en samling sange om fremmedgørelse, teknologi og fart, indpakket i arrangementer, der gjorde guitarrock til noget filmisk.

Det optræder fast blandt de højest placerede albums på lister over alle tiders bedste plader, og det er en af de få udgivelser fra 1990’erne, der stadig lyder som fremtid frem for som fortid.

Kid A og bruddet

I 2000 kom Kid A — og det var et brud. Guitarer blev erstattet af synthesizere, Yorkes stemme var forvrænget, og flere numre havde hverken omkvæd eller tydelig struktur. Anmelderne var delte; en del af publikum forsvandt.

I dag regnes albummet ofte for deres bedste. Det er også det, der viser deres metode tydeligst: De forlader det, der virker, i det øjeblik det begynder at føles sikkert.

In Rainbows og prismodellen

I 2007 udgav bandet In Rainbows uden pladeselskab som digital download, hvor køberne selv bestemte prisen — inklusive nul kroner. Det var et eksperiment med musikkens økonomi, som hele branchen fulgte med i.

Resultatet blev, at mange betalte frivilligt, og at bandet efter eget udsagn tjente mere end på tidligere udgivelser. Modellen er siden blevet forsøgt af andre med langt mindre held — den forudsatte formentlig en fanbase som Radioheads.

Thom Yorkes stemme

Yorkes falset er et af de mest genkendelige instrumenter i moderne rock. Den kan lyde skrøbelig og truende på samme tid, og bandet har konsekvent behandlet den som en lydkilde blandt andre — forvrænget, dublet og begravet i mixet, når sangen krævede det.

Jonny Greenwood og filmmusikken

Jonny Greenwood har ved siden af bandet skrevet musik til en række spillefilm, herunder flere anerkendte samarbejder med instruktøren Paul Thomas Anderson. Hans arbejde med orkester og elektronik har haft direkte indflydelse på, hvordan Radiohead lyder.

Det er en af de sjældne gange, hvor et bandmedlems sideprojekt har gjort hovedprojektet bedre frem for at udvande det.

Arven

Radioheads indflydelse høres bredt — hos alt fra store stadionbands til elektroniske producere. Men det mest bemærkelsesværdige er måske, at de har opretholdt fuld kunstnerisk kontrol gennem tre årtier uden at falde tilbage på nostalgi-turnéer.

Politikken og aktivismen

Radiohead har gennem hele karrieren været politisk aktive, særligt omkring klima og global ulighed. Thom Yorke har været involveret i kampagner mod klimaforandringer, og bandet har flere gange forsøgt at gøre deres turnéer mindre belastende for miljøet ved at måle og reducere transport og strømforbrug.

Det har til tider ført dem ind i konflikter, blandt andet om koncerter i politisk betændte lande. De har konsekvent forsvaret retten til at spille for publikum frem for regeringer — en holdning, der har kostet dem kritik fra flere sider.

Bandet som arbejdsfællesskab

Et af de mest usædvanlige træk ved Radiohead er stabiliteten. De fem medlemmer har spillet sammen siden skoletiden uden en eneste udskiftning, hvilket er ekstremt sjældent for et band med den levetid.

De har løst det ved at holde lange pauser og lade medlemmerne arbejde med sideprojekter — Yorke med elektronisk musik i flere konstellationer, Greenwood med filmmusik, Selway med soloudgivelser. Når de vender tilbage, gør de det med noget nyt at bidrage med, og det er formentlig nøglen til, at bandet stadig findes.

Mere om albums og bandets historie i Wikipedias artikel om Radiohead.