|
Tekst: |
Vers 1.
Vi burde lave en mindesten/
Men bare rolig jeg jo endnu en, et rapfænomen, fra den lyriske rendesten/
Jeg hører tit min tante sige, der ikk nogen alibi/
Overfor de blodige bandekrige/
Jeg ser modige soldater, nogle der hader/
At sollyset skinner på de blodige gader/
For vi er alle sammen patrioter, mister forstanden/
Når vi æder hinanden, i kamp for fædrelandet /
Det er let genkendeligt at mange færder sig gennemsnitligt gennem livet umenneskeligt/
Går og er skeptisk over for alt der er etnisk, bare fordi vi føre os frem etnocentrisk/
Mændene leger med kugler, mens kvinderne tuder/
Folk de udgår med åbne skudsår/
Spiller til det sidste slag fra deres pulsårer/
Og det er alle legen går udover/
Når vi går døden i møde (* 4)
Når vi går døden i møde
Til døden os skiller
Ingen ved hvad lykken bringer
Til vi går døden i møde
Vers 2.
Tusinde af ofre ligger nede i en massegrav/
Skudt på rad og række, har pludselig skiftet ansigtsfarve/
Fast forargede prøver vi at få kuglen vraget/
Men kan ikke bortoperere blodet på rullekraven/
Det sidste de hørt var al de patroner/
Der passiviserede deres sjæle fra gattlingkanoner/
Bare pistolernes lyde er slem/
Krigen hærger stadig og de skyder igen/
Når vi går døden i møde (* 4)
Når vi går døden i møde
Til døden os skiller
Ingen ved hvad lykken bringer
Til vi går døden i møde
Vers 3.
Soldaterne kan ikk længere vente, de har så meget hjemve/
Men har ikk længere noget at tage hjem til/
Endnu engang var det afklaret, de tav klart/
Tabte krigen midt på en slagmark/
De sidste som fjenden stikker ned, ligger ned/
Rebeller skriger om hjælp mens de kryber i sikkerhed/
Tænker på hvad de ikke nåede inden de angreb/
Mens regnen siler ned i det åbne landskab/
Når vi går døden i møde (* 4)
Når vi går døden i møde
Til døden os skiller
Ingen ved hvad lykken bringer
Til vi går døden i møde
|
