|
Tekst: |
S t o r s t r ø m s k i b e t
Af Mads Heinesen
Storstrømskibets skrog hænger ganske få centimeter over havoverfladen og dirrer langsomt ned mod bølgetoppene. Soldaterne farer rundt på det kobberfarvede dæk og skændes. De kan ikke blive enige om, hvorvidt de skal springe i vandet eller ej.
Lederen siger, at de kun kan blive reddet, hvis alle springer i vandet. Og så beordrer han dem at springe. Men soldaterne springer ikke. Lederen råber, at de skal svømme så langt væk fra skibet som de kan. Og så springer han selv i som den første, og svømmer alt hvad han kan væk fra skibet. Bag ham begynder soldaterne at følge efter. Da de sidste er begyndt at svømme, rammer storstrømskibet havoverfladen. Den rammer kun de yderste af bølgetoppene, men berøringen skaber elektricitet, som gnistrer ud i vandet i giftgule eksplosionslyn.
Storstrømskibet synker længere ned i vandet.
Soldaterne holder inde med at svømme. Deres hoveder vender ned i vandet, og deres uniformer flyder i overfladen, som små øer.
Strømmen holder inde.
Nu står storstrømskibet på sandbunden.
Lederen træder vande. Han kigger sig rundt.
Lynene har gjort, at han ikke aner, hvorfor han svømmer alene rundt midt ude på havet. Han kan slet ikke mindes, hvordan han er endt her.
Langt væk kan han skimte land, men det er urealistisk at svømme så langt.
Han kigger den anden vej, og kan, udover en masse store tangklumper i havoverfladen, se en slags pram, eller et skib, med kobberfarvet dæk. Han beslutter at svømme hen mod dækket. Måske kommer han i tanke om hvad han laver herude, når han er kommet op.
Han føler sig bedre tilpas end nogensinde før. Det er som om hans hoved gnistrer. Når han kigger på bølgerne, føles han syn helt elektrisk. Han føler sig stærkt opstemt da han svømmer hen mod prammen med det glatte dæk, og han lægger mærke til tangklumperne længere væk. Da han kommer hen til prammen svømmer han rundt om den, men der er ingenting at tage fat i.
Han prøver at komme i tanke om, hvad det er han svømmer rundt om, for det må da have noget med ham at gøre. Men han har aldrig set prammen før. Han kan ikke genkende noget fra denne situation. Kun denne følelse af opstemthed. På den anden side af skibet ser han en slags radar, som han vist kan trække sig op i. Hans tøj er fuld af vand, og han er tung, men han føler sig stærk og let som en fjer, og lyden af vandet, der plasker fra hans tøj og ned i havet, er høj og skarp i hans ører.
Da han er kommet op, smider han sit tøj, vrider det udover kanten, og spreder det ud på kobberdækket, som solen har opvarmet. Hans tæer er helt kolde.
Han står længe og forsøger at komme i tanke om, hvorfor han befinder sig her, midt ude på havet, på en platform, og undrer sig over, hvorfor han føler sig så summende fuld af energi, hans hjerte dunker hårdt i hans bryst, hårdere og hurtigere end han har prøvet før.
Lyset virker unaturligt stærkt, og han føler hver enkelt solstråle bore sig ned i hans hud, med millimeterpræcision, og mærker, hvordan de sitrende brænder sig ned i huden, og ændrer hans pigmentstruktur.
Han har aldrig set så mange fisk før. De svømmer rundt i mange lag, og han kan se dem med røntgenblik, selvom vandet er mørkt og dybt.
Han føler sig som gud, tænker han, og så smiler han, for han kan fornemme, at han aldrig har været et troende menneske. Han kan ikke huske det, men han mærker ikke, at han har været styret af nogen religion tidligere. Lige nu føler han sig i ét med alting, på en måde, som han ikke kan genkende.
Han kigger ud på tangklumperne, der ligger som små øer – og så går det op fra ham, at det ikke er tang. Det ligner nærmere stof af en art. Det virker bekendt for lederen. Men han kan ikke komme på hvorfor.
Hans hjerte galopperer hurtigere end før, det føles som om det er ved at hoppe ud af kroppen på ham. Han ved ikke hvorfor, men han får lyst til at brøle.
Han lægger sig ned på platformens gloende dæk.
Kigger direkte op i solen. Han er gud.
Blikket ætser. Huden brænder. Hans lem bliver stift, og der løber noget ud af hans øjnehuler. Det er ikke tårer, eller blod. Noget ubestemmeligt.
Det løber også ud af hans røv. Og næsen.
Hjertet hamrer som et trykluftbor i brystkassen.
Lyden overskygger bølgernes brusen.
Hans hals kramper. Alt er lyst. Pulserende rødt.
Han gennemstrømmes af varme, alt i ham føles flydende, han er en væske. Varmen ebber langsomt over i utydelige konturer og neonfarvede syner på himlen. Nu faser synerne ud, og hjertehammeren holder inde. Bølgerne bruser mod storstrømskibets skrog.De glitrende solstråler reflekteres på kobberskroget, mens en stor mængde ubestemmelig væske glider ud af det gennemblødte, slappe tøj, henover dækket og plumper ned langs siden på skroget og tømmes ud til tangklumperne i havet.
------- . -------
|
