An hommage a TP
TP musikmarked var min første realle arbejdsplads, jeg havde arbejdet lidt hist og her, men det var dér at jeg første gang havde fået de famøse 37 timer. Som helt grøn musikelsker og nyflyttede Ama’rkaner havde jeg indsendt mit fineste forsøg på en ansøgning i november måned i herrens år 2007. Jeg havde før haft en plads som elev i Metro engros men havde aldrig haft lyst til at sælge skruenøgler og hammere. Nææææh du, det var musikken jeg brændte for og hvis jeg skulle være, i dette hvermandseje som vi kalder arbejde, vil jeg prøve at sælge det som jeg holdte kært. Så efter efter en måned og en uge valgte jeg at afslutte vores professionelle og private forhold og gå ud i jagtmarkerne.
Jeg hørte ikke noget svar de næste par måneder, men pludselig en kold januar morgen havde jeg en meddelelse på min voicemail. jeg havde som ung og dum ødelagt min nokia telefon, en af dem som man ikke kan ødelægge(go Nick!!!), og prøvede at finde en supplerende måde jeg kunne komme i kontakt med omverdenen på. Heldigvis havde min bedste ven og heteroseksuelle livspartner en gammel telefon liggende som jeg kunne bruge. Jeg proppede mit simkort ind i maskinen og straks fandt jeg ud af (jeg mener navnet var Jakob) at Jakob fra TP musikmarkedet havde læst min ansøgning og gerne ville have mig ind til en jobsamtale. Ej hvor var jeg lykkelig, håbet om en arbejdsplads, ligemeget hvor lille den var, inden for musikverdenen var i sigte og real, og alt hvad jeg skulle gøre var at møde op og imponere Jakob nok til at han havde lyst til at ansætte mig.
jeg mødte op, så frisk jeg kunne blive, og hilste pænt på den nærmeste salgsassistent jeg kunne komme i nærheden af og informerede at jeg havde en jobsamtale. ”Der går lige et par minutter, men du er velkommen til at kigge rundt mens du venter”, et kærligt råd jeg tog til rette. Mens jeg gik rundt og opdagede nogle forskellige navne i blues sektionen som jeg slet ikke vidste fandtes, var der en stemme der snakkede i det fjerne. ”Nick? Hej, jeg hedder Jakob, skal vi gå ind på kontoret og snakke”. ”Det kunnne være fantastiks” svarede jeg.
Vi satte os ned og Jakob tilbød kaffe og vand, jeg svarede ja tak til vandet og tog mig en tår. ”Jeg læste din ansøgning, du virker meget glad for musik” ”jamen, det er jeg også” svarede jeg helt veltroende i min selvlærte viden. ”jeg tænkte på, vi her i TP elsker musik, så vi prøver også på at teste dem der ansøger om de ved nok om musik så de kan bruges”. ”Åh gud, en test” tænkte jeg nærvøst. Jeg ville rigtig gerne gøre et godt indtryk, så jeg prøvede så godt som overhovedet muligt at virke selvsikker, men jeg havde aldrig været vild med tester og opgaver, da jeg havde erfaret i folkeskolen og sidenhen handelskolen, at det ikke var min kop te, nu var jeg også dårligt forberedt dengang, da jeg fandt emnerne uinspirerende og ikke ligefremt interresante. ”Det har jeg ikke noget imod” sagde jeg mens jeg prøvede at smile selvsikkert. ”Du skal ikke tænke på subsgenre og detaljer, bare find det svar som du mener er rigtigt” sagde Jakob, og allerede dér var jeg imponeret over at de ikke bare ville have nogle til at stå ved kassen, smile og fortælle beløbet. De ville have nogen der kunne deres kram. Desværre vil jeg ikke gennemgå hele testen her idag da jeg mener det er irrelevant for denne korte historie, plus.....kan jeg heller ikke huske dem (jeg giver alkoholen skylden). Noget med country kan jeg huske.
Anyways, vi snakkede frem og tilbage og nød den dejlige og velfortjent smøg bagefter den to timers lange samtale, hvorefter at Jakob sagde det jeg ønskede, selvfølgelig ikke ”jeg har en velformet søster der er villig”. Han sagde ”Du får jobbet Nick, kan du starte mandag?”. ”Selvføglelig” svarede jeg, og det var starten på 2 og et halvt år af fantastiske kollegaer, sjove hverdage, frustrestrende jule og problemtfyldt kærlighed.
Jeg savner TP, da det formede mig som menneske og min musiksmag, og jeg er ked af at den ikke findes mere. Jeg savner at være sammen med folk der var ligeså glad for musik som jeg var, da det er en mangelvare i mit liv. Jeg savner de fantastiske timer vi havde sammen, selvom jeg, nogle gange, havde en negativ attitude der påvirkede mine venner og kollegaer. Jeg savner den velfortjente julefrokost som vi havde på Gl. Kongevej hvert år, den var altid sjov og uforudsigende, plus and, øl og flæskesteg ad libitum er heller ikke værst. Jeg savner kunderne der var nysgerrig efter noget nyt, hvor irreterende eller sjove de end var. Jeg savner Lasse, Tine, Trine, Mette, Nanna, Kasper, Jens, Christian, anden Lasse der irreterede mig grænseløst, Morten, Pernille, Thomas, Andreas, Therese, Søren, Alistair, Melgaard, Mikkel, Joachim og alle dem jeg har glemt navnene på. Jeg undskylder også for min opførsel og de gener de har lidt under, alt lige fra de depressioner jeg har haft der har påvirket jer andre, til de forhold jeg ikke har værdsat og de følelser jeg havde været for barnlig til at genkende, meeeeen vi har sku stadig haft det sjovt.
Men nu er den epoke slut, det upersonlige internet har ødelagt den personelige pladebutik og herved magien som man føler når man står ved dørtrinet mellem det kedelig indkøb og det musikalske eventyr. Vi har stadig nogle få tilbage, men det bliver aldrig det samme igen og det går kun nedaf. Uretfærdigt, men det er den verden vi lever i og den vi har skabt. Alt skal være hurtigere, nemmere og billigere, og med det sagt skal hver sin ting have sin plads, og det virker som om at den lokale pladebutik ikke har sin plads længere. Der er mange jeg kan give skylden og som skal have skylden, men jeg holder det meste for mig selv.
Jeg håber at alle der er blevet afskediget finder det de søger efter, om det er en arbejdsplads eller uddannelse, eventyr eller rutine. Velvidende at musikken holder sig i live, det er kun os der er blevet forældet. Os gamle mennesker.... J (Btw er det en rød smiley)
PS: Pladeselskaber: Hvorfor helvede skal vinyler være så dyreL (sur, rød smiley)? Og hvorfor kan i ikke fatte at jeres gammeldags mentalitet ødelægger butikkerne? Skriv til mig så skal jeg nok fortælle jer hvordan man laver forretning i dagens Danmark
PPSS: Held og lykke med det nye TP Musik og Film, der er nok nogle ting jeg vil gøre anderledes end hvad i øverste hoveder har præsteret de sidste par år, men i skal have held og lykke alligevel;) (den er også rød)
PPPSSS: Jeg er blevet arbejdsløst, så jeg prøver at leve livet som en ”struggeling artist” med alt hvad det indebærer, undtagen stofferne da det keder mig. Det betyder at der kommer, forhåbeligt, masser af musik fra min side, ligemeget hvor råt eller åndsvagt det erJ (sidste røde smiley)
Catch you on the flipside.
