Newbees Festival klar med hele programmet
For to uger siden kunne Newbees Festival offentliggøre de første seks navne på årets festival. Det drejede sig om Shanghai, Bottled in England, Asbjørn and the Strange Ears, In Memoirs, Peacefull James og Boho Dancer.
Nu er festivalen klar med de sidste seks navne, og det drejer sig om Wafande (billedet), The Echo Vamper, FastPoHolmen, Eloq, Ulige Numre samt dette års nordiske vindere af musikkonkurrencen Emergenza, LSD on CIA.
Danmarks nye raggae-stjerneskud, Wafande, har sommeren over hittet med nummeret "Gi' mig et smil", og hans debut-album er netop udkommet til store roser.
Eloq er en del af BOC (Kidd, Kesi m.fl.), hvor han har producer-rollen. Når han laver musik i sit eget navn er det en fusion af instrumental hiphop og dupstep.
Dansk/svenske FastPoHolmen spiller feel-good ”skov-raggae”. De spillede på Pavilion Junior under sommerens Roskilde Festival og har ligget på førstepladsen gennem flere uger på både Det Elektriske Barometer med nummeret ”Himlen” og på P3’s systemlisten med nummeret ”Min Kära”.
LSD on CIA spiller garage rock og er dette års nordiske vindere af musikkonkurrencen Emergenza. I august måned fik de en 2. plads ved den internationale finale i Tyskland.
Newbees Festival 2011 løber af stablen 23.-24. september i Stakladen, Studenterhus Aarhus, v. Aarhus Universitet. Billetter købes i døren til 40 kr. per aften.
Læs mere om festivalen og kunstnerne på facebook.com/newbeesfestival.
Kommentarer