ORA gentager Plekter-touren - ansøg nu!
Du har nu mulighed for at få dit band ud at spille i Danmark til efteråret. ORA er nemlig i gang med endnu en omgang PLEKTER, der i 2009 gav over 50 danske vækstlagsbands fra ORAs medlemsforeninger mulighed for at spille koncerter i andre egne af landet end i lokalområdet.
PLEKTER er et bandudvekslingsprojekt, hvor hvert deltagende band får mulighed for at spille minimum 2 koncerter. Én koncert, hvor de spiller på et lokalt spillested, samt én koncert, hvor de spiller på et spillested i en af landets andre regioner. Hver koncert vil bestå af mindst to bands, og det vil blive kombineret således, at der er tale om et lokalt band og et band udefra.
ORA dækker jeres transport-omkostninger, for idéen med projektet er at sikre, at det ikke pga. transportudgifter er økonomisk tungt at spille koncerter i andre steder af landet.
Tilmelding af bands foregår via BandBase og jeres profil på sitet, og via nedenstående link kan I få overblik over koncertdatoer og spillesteder, samt læse mere og tilmelde jer. Alle bands der er medlem af ORA gennem deres øvelokale- eller musik forening kan deltage i PLEKTER.
Bands vil blive valgt i samarbejde med bookere på de enkelte spillesteder.
Der er deadline for tilmeldinger onsdag d. 18. august på nedenstående site, så se at få datoerne tjekket med dit band.
Læs mere og tilmeld dit band på BandBase.dk/ORA/Plekter.
Kommentarer
02-08-2010 20:05:47
Af
Niels Lykke
Jeg kan godt komme ind på linket, men problemet jeg oplever er, at jeg ikke kan se musikforeningerne under de forskellige regioner. Jeg kan dermed ikke angive hvilken region, jeg er medlem under. Den fejl skal rettes op hurtigst muligt!
31-07-2010 11:33:56
Af
Frederik Linde
Er det kun min der ik kan se det link der?