Roskilde 09: Klar, parat, lukning, slukning!
Roskilde 09: Coldplay (5. Juli 2009)
Roskilde 09: Stemning Coldplay (5. juli 2009)
Roskilde 09: Stemning (5. juli 2009)
Roskilde 09: I'm From Barcelona (5. juli 2009)
Jeg sidder nu i min lejlighed på Nørrebro. Jeg kom hjem fra Roskilde i eftermiddags, og er nu det mest solskoldede blegansigt Vesten har set. Noget af det bedste ved Roskilde Festival, er at komme hjem. Jeg har den obligatoriske hvide stribe på håndleddet hvor armbåndet har siddet, og på sin vis er alt som det skal være. Dog har denne festival tæret hårdere på mine kræfter end jeg har oplevet før. Heldigvis.
Det skyldes nemlig ene og alene, at jeg for første gang har skulle udføre et arbejde mens jeg stod med benene solidt plantet i festlighederne på dyreskuepladsen.
Da jeg har været så heldig at blive hyret som blogskribent, har det givet mig en anledning til at lave et stykke nær-arkæologisk opsøgende arbejde inden der blev blæst til sanseangreb fra syv scener og fire verdenshjørner.
Det har betydet at jeg i år har overværet langt flere koncerter end jeg plejer, og ydermere har jeg skulle have for øje, at jeg skulle forholde mig til dem. Jeg har sågar skulle videreformidle mine indtryk. Det var noget af en prøvelse, men har også gjort det til den udgave af Roskilde Festival der har gjort størst indtryk.
Hermed den sidste stribe indtryk, der har hængt og dinglet i falderebet:
"Thank you, Get Well Soon!"
Det var lidt af et valg at skulle træffe. Skulle man vælge at se Get Well Soon, Eagles Of Death Metal eller White Lies, der alle var sat til start kl. 17 på en møghellig søndag? Jeg og min BandBase-kollega/kæreste valgte Get Well Soon, hvis album har snurret lystigt på vores anlæg et stykke tid nu. Den beslutning var der, set i det tømmermændsplettede bakspejl, ingen grund til at fortryde.
(Læs min anmeldelse)
Andres te
Derimod må jeg tilstå, jeg fortryder at jeg troppede op til M. Wards koncert på Astoria, lidt senere på aftenen. Det er mit indtryk at M. Ward er en ikke så lidt lovprist kunstner, og selv om jeg ikke altid vil være ved det, så kan gode anmeldelser virkelig vække min nysgerrighed. De smagsprøver jeg havde indtaget hjemmefra via MySpace lød også lovende. Jeg forestillede mig lidt en kompensation for den Ryan Adams-koncert jeg endnu ikke har været til.
Det viste sig desværre, at der ikke skulle holdes intenst sangskriver-hof, men derimod halbal på Astoria den aften. M. Ward entrede scenen, og lignede som den eneste af musikerne ikke et bud på hvem der skulle vise sig at være frontmanden.
Så blev der talt for, og inden længe kogte det under stråhatten. Men det var en fest jeg ikke var inviteret til. Jeg var ham der sad ovre i hjørnet og surmulede med sin medbragte kop te - den der blev tilbudt fra scenen var bare ikke min. Jeg var simpelthen ikke i stand til at lade mig rive med. Denne glade countryrock-genre, ligemeget hvor veludført den så end er, forstår jeg mig ikke på. Det var meget langt fra hvad jeg havde troet jeg skulle høre, og jeg kedede mig en lille bule i panden.
Men så skete der noget. M. Ward fik gennet landmandssønnerne væk fra scenen, og kastede sig direkte ud i to solonumre. A man and his guitar. Se, dér rykkede det ved nogle ting. Manden har jo en personlighed - og den, samt misundelsesværdige guitarfærdigheder, fik lov at skinne løs i to numre. Guitaren fik perlende prygl, og den rug stemme lød som om den mente hvad den sang.
Herefter kom det sympatiske, dygtige og kedelige band atter på scenen, og jeg tjekkede ud, mentalt.
(M. Ward, 2/6 stjerner)
Hovedet i konfettikanonen
Efter M. Wards fest, som jeg desværre ikke kunne finde ind i, skal jeg lige love for at alting blev vendt på hovedet ved næste koncert. I'm From Barcelona's frontmand stak bogstaveligt talt hovedet ned i konfettikanonen, og væltede Odeon med et brag af en lukning.
Tømmermændene satte ind før tid
I'm From Barcelona ødelagde min Coldplay-koncert. Om ikke andet var de med til at sætte tingene i relief. Jeg havde netop fået skudt en fest-pil gennem hjertet, og skulle nu videre til en ny fest. Den store farvel-fest på Orange Scene.
Jeg har et meget ambivalent forhold til Coldplay. Da albummet Parachutes udkom, for hvad der føles som et teenageliv siden, elskede jeg den. Jeg var til deres koncert i Store Vega, og købte en blå t-shirt med skriften "We live in a beautiful world".
Dét Coldplay er nu tre plader ældre, og jeg synes ikke helt de ældes med ynde. Mit forhold til dem gør i hvert fald ikke, selv om jeg har genvundet en portion respekt for Chris & Co. med udgivelsen af seneste album, 'Viva La Vida Or Death And All His Friends'. De to foregående udgivelser har været småkedelige bekendtskaber, og har på ingen måde indfriet det potentiale de er blevet påduttet.
Og her opstår problemet, for måske skal man bare erkende at potentialet ikke rækker til at de skal være "det nye U2", for nu at gribe til en tilbagevendende kliché. Måske skal man bare lade Coldplay være Coldplay, og lade være at forvente én eneste dyb tallerken fra deres kant. Jeg synes problemet er, at man kalder en spade for et graveredskab. De får tildelt en rolle der er større end deres musik kan bære. For den er i bund og grund fin, musikken, men fantastisk er den ikke.
Det var deres koncert på Orange scene heller ikke. Musikken var sådan set ret veludført, men de konstante stadion-tricks var - i mine trætte øjne - trættende, og cirka ligeså irriterende som Chris Martins påtagede gøglerier. Ej. Selvfølgelig kan jeg ikke vide om gøglerierne er påtagede. Men han burde lade være under alle omstændigheder.
Det store show, showmansjipperiet, tricket med at spille en stribe akustiske numre på et podie blandt publikum - alt dette tildeler sangene formater, de ikke har. Hvis nu Coldplay bare blev på scenen, bare spillede deres gode og fine popsange uden at inkludere en pause hvor et remix, af en sang de i øvrigt allerede har spillet, gjalder ud af højtalerne. Det ku' være så godt, som Villy Søvndal måske ville have udtrykt det. Igår var det lidt anstrengende.
(Coldplay, 3/6 stjerner)
Tak for i år, det har været en sand fornøjelse.
Kommentarer
