Roskilde 09: Elbow - Teknisk knock out på en albue
Roskilde 09: Elbow (4. Juli 2009)
Roskilde 09: Stemning (4. juli 2009)
Jeg blev ramt af en åbenbaring i dag. Den kom klokken 17, og satte sit præg på resten af dagen, som en økologisk texas chili sætter sit præg på tarmsystemet. Det var en af den slags oplevelser, som jeg i mange år fremover vil skråle henover hovedet på enhver idiot der er dum nok til at holde sig tæt på. "Elbow. Arena klokken 17. Roskilde 2009. Var du der? Jeg så dig ikke!"
Jeg græd. Tårerne kæmpede sig frem i mine øjenkroge, mens min stemme knækkede over hver gang jeg så meget som forsøgte at synge med på de sange jeg ellers har spillet mit stereoanlæg ned med. Elbow, med den gennemsympatiske Guy Garvey i front, fik mig simpelthen i knæ. De fik mig til at forstå verden lidt bedre. Det var i hvert fald hvad jeg bildte mig selv ind så længe det varede. Her i bagklogskabens klare lys, forstår jeg ikke en skid.
Planen var, at jeg skulle se en masse musik senere på dagen også. Gogol Bordello, Lily Allen, The Pains of Being Pure at Heart, Fever Ray, Dungen. Jeg prøvede enda af og til. Men jeg kunne bare ikke. Jeg var mættet. Fuldstændig opslugt af en følelse jeg næsten ikke orker at beskrive. For hvor er det bare ulideligt hårdt, at skulle forklare en ud af kroppen oplevelse, til folk der ikke har haft den. Specielt når man nu har så uendelig meget lyst til at dele den med andre. Altså andre der også var der. Andre der forstår det.
Personligt hader jeg folk, der påstår, at begivenheder jeg ikke var til, var begivenheder jeg ikke ville have gået glip af, men nu gjorde det alligevel. Roskilde Festival består nærmest kun af den slags. En evindelig pølse af branderter, der hele tiden påstår at de fandt meningen med livet på Pavillon-scenen lørdag nat, hvor en spedalsk violinist druknede en kat i en tønde med lort. Men denne gang er den god nok, for denne gang var jeg der selv.
Egentlig skulle jeg have set Fever Ray og blogget lidt om det. Det kom jeg ikke til. Jeg skulle også have set Fever Ray da de/hun spillede på Vega tidligere på året. Af årsager jeg allerede har glemt, kom jeg heller ikke til det dengang. Denne gang er det Elbows skyld. For hvorfor overhovedet forsøge at overgår noget der allerede har sat sig i mit indre som årets, hvis ikke årtiets koncertoplevelse?
Fire halvtykke mænd fra Manchester gav mig gåsehud og klumper i halsen. Jeg så for en stund lyset sammen med små 8000 andre. Så kan resten af årets program sådan set rende mig hvor jeg er højest når jeg, en sjælden gang i mellem, plukker jordbær.
Læs også Jonas Villumsens blog om Elbow-koncerten.
Kommentarer
