Vi skulle helt nøjagtigt fem numre ind i koncerten, så stod min gode ven - en 42-årig punker fra New Zealand - med vand i lygterne.

I går kategoriserede selvsamme punker Fleet Foxes som "hippie-shit", og han er generelt det mindst sentimentalt anlagte menneske jeg kan komme i tanke om. I eftermiddags overværede han, jeg og alt for få andre Elbows ubeskrivelige koncert på Arena.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Med mindre man graver Scott Walker frem fra de principielt døde, og får ham til at opføre værkerne 'Scott 1-4', vil dette stå som årets musikoplevelse for mig. Sikkert også langt mere end det.

Der var skammeligt meget albuerum, da Elbow indtog scenen iført trompeter og skælmske smil. Måske havde de en fornemmelse af hvad der ventede os publikummer, lidt forude.

De ser ikke ud af meget, de sympatiske gutter fra Manchester. Frontmand Guy Garveys fysiske fremtoning leder tankerne hen på Ricky Gervais fra den engelske komedieserie 'The Office' - en tæt englænder med øgenavnet Mr. Toad. Jeg forestiller mig der sidder en Guy Garvey på hver pub, der findes i Storbritannien.

Men lige præcis denne her Garvey besidder en vokal som ingen andre. Ganske som det er tilfældet med Elbows sange, indeholder hans stemme en uendelig mængde facetter, og hvad end han blotter sit sandpapirsslebne fuldregister eller sin smeltevandsklare falset, er det noget nær det mest troværdige og berusende, jeg nogensinde har hørt. 

Denne konstante balancegang mellem det næsten overjordisk yndefulde og det asfaltsduftende jordnære burde være en umulig opgave at sætte sig selv på. Men Elbow ved ikke, de er på en opgave. For dem er det det naturligste i verden. De tænker heldigvis ikke over hvilket kunststykke de udfører. Det er bare os, der skal forsøge at nagle indtrykkene fast med ord, der hænger med enden i vandskorpen.  Elbow, derimod, går på line, som havde de opfundet det.

Denne konstante vekselvirkning betyder, at vi som publikum, bliver testet flere gange i løbet af koncerten. Men hver gang fungerer det som en invitation fremfor en provokation. Om det så gælder den symfoniske pop med god plads til den medbragte strygertrio, de helt nære skønheder som 'Weather To Fly', eller de dejligt beskidte rocksange. I sidstenævnte kategori sparkede 'Grounds For Divorce' som ti vilde heste, og jeg er sikker på man kan høre ekkoet endnu.

Aldrig, og jeg mener aldrig, er jeg blevet så overvældet af en koncert. Omtrent halvvejs meldte jeg mig under fanerne med blanke øjne, og en klump i halsen der gav mit adamsæble mindreværdskomplekser.

Det hele var ganske enkelt lige lidt større end der var plads til indvendigt. Alt dette kommer til at lyde meget bombastisk, men i virkeligheden er Elbows hemmelige ingrediens, at de store armbevægelser konstant er i øjenhøjde. Der sidder som sagt en Guy Garvey på hver en pub.

Til sidst takkede de af, og vi forlod teltet med symfonier i hovederne og de skønneste skudhuller i venstre side af brystet.

(6/6 stjerner)

Læs også Jannik Tai Mosholts oplevelse af Elbow-koncerten.