Roskilde 09: Balstyrko - Ørkenvandring
Roskilde 09: Stemning (4. juli 2009)
Solen var mildest talt ubamhjertig. Jeg forsøgte at nærme mig teltet, men alting stod alt for stille. Velkommen til min beretning fra Balstyrkos optræden på Roskilde Festival.
Jeg var troppet op til denne koncert for at blive udfordret, for at lade musikken krydse klinger med mine umiddelbare indtryk. Det ville være uinteressant udelukkende at skrive om bands, der på forhånd virker som sikre investeringer.
Lørdag eftermiddag skulle jeg så prøve kræfter med Balstyrko, der, for deres udsendte mavesure modarbejder, er blevet symbolet på den tomgang der for ofte indfinder sig på P3's playlister.
Lad det være sagt med det samme, at jeg nærer den dybeste respekt for Blæs Bukki. Jeg er for længst faldet pladask for Malk de Koijn, og er i øvrigt svært glad for musikken til forestillingen 'Biblen' på Nørrebros Teater, som Blæs også stod for, flankeret af Malk-kumpan-banan, Tue Track.
Men nu er min overeksponerings-smertegrænse ved at være nået, når det kommer til den gode Blæs - og det samme gælder sågar Balstyrkos andet fremtrædende, allestedsnærværende element: Ane Trolles honningrøst.
Jeg er ganske enkelt blevet så træt hver gang jeg har indfundet mig i en pladebutik - eller anden frekvens, hvor Balstyrkos slæbende beats, samt førnævnte elementer, har mødt mine ører. Nu skulle de have en chance for at omvende mig. Jeg kan ligeså godt røbe med det samme, at det ikke lykkedes.
"Intet stopper helt" lyder et af Balstyrkos hooks. Her må jeg erklære mig uenig, for som sagt var alt på Odeon gået i stå. Gud havde ganske enkelt trykket pause. Når noget endelig rørte sig, foregik det i slowmotion. Jeg kan ikke udelukke at mine tømmermænd spillede ind her, men omvendt burde Balstyrkos blues - for det er i bund og grund dét det er - have klædt min tilstands stilstand ganske godt.
Men nej, det gjorde mig nærmere irritabel. Den stillestående luft i samspil med den stillestående musik. De selvsikre, iltfattige akkordstrukturer. Det grænsede til det klaustrofobiske. Der var en puls, men jeg kunne ikke finde nerven.
At være tilbagelænet er ikke en kvalitet i sig selv. At servere dancehall er ikke en kvalitet i sig selv. Så vidt jeg kunne vurdere var Balstyrko i levende live som snydt ud af næsen på deres album, som er snydt ud af næsen på tidens ånd, og jeg savnede i dén grad fremdrift.
Der er guldkorn mellem linerne i lyrikken, og nogle fine billeder at holde fast i hist og her. Egentlig kan jeg sagtens følge den brede appel i en lige linie. Jeg selv greb efter strå, det bedste jeg havde lært.
Ydermere blev der henmod slutningen skruet en anelse ned for solen, og tilsvarende op for tempoet. Det nåede at forplante sig i mine fødder, og jeg bad en bønne for at det skulle vare ved.
Men før jeg fik set eller hørt mig om, lå Blæs igen og plaskede rundt i det halve tempo af hvad der i virkeligheden klæder hans skarpe tunge. Jeg gjorde et sidste helhjertet forsøg, men pusten gik atter tabt.
Retfærdigvis skal det siges, at en masse omkring mig lod til at glædes over musikken. Det føltes faktisk bare som den joke alle griner af, men du selv har misset pointen på.
Så jeg lo ikke.
(2/6 stjerner)
Kommentarer
