Roskilde 09: Oasis - Præcis som at være der selv
Roskilde 09: Oasis (3. Juli 2009)
Roskilde 09: Stemning (3. juli 2009)
Jeg havde netop færdiggjort anmeldelsen af et andet band, da mine ungdomshelte med playmobil-frisurerne satte i med 'Rock N' Roll Star' - en sang der føltes som om den var fra før verden fik farver. Oasis er sådan et band der kan få 26-årige til at føle sig gamle.
Jeg tilsluttede mig fluks horderne der strømmede ud fra mediebyen, og fandt en plet i sikker, voksen afstand, hvor jeg kunne se 1995 udfolde sig for øjnene af mig. Det var ligeså charmerende som det var umoderne.
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men det lød som- og lignede på en prik det Oasis der var toppen af britpoppen, dengang Danmark havde en socialdemokrat på toppen af kransekagen, og urinstøvet endnu ikke var opfundet.
Da jeg stod dér, bag storskærmen, kunne jeg sagtens forstå hvorfor de rent faktisk var toppen dengang. Deres tekster har alle dage været nonsens, kun toppet (eller det omvendte, faktisk) af Dizzy Mizz Lizzy, men deres melodier besidder simpelthen kvaliteter af den udødelige slags.
Koncertens sorte får, 'Wonderwall', er ganske vist faretruende tæt på at havne i Himmelhunden-land, og endte med at blive et komisk indslag da Liam forsøgte at sætte den på fast forward.
Derimod var det en fryd at trippe ned af memory lane til lyden af 'Roll With It', 'Slide Away', 'Morning Glory' (som jeg spillede med mit første band - akkorderne klistret stadig til rygraden), 'Supersonic' m.fl. Så var der b-sider som 'The Masterplan' og 'Half The World Away', som er lige så gode som deres forsider.
Havde det rent faktisk været i '95 ville denne koncert uden tvivl have slået mig i gulvet. Men igår, 2009, varmede den mest bare, og trak mig i smilebåndet. Det var ligeså meget mig selv jeg smilede af.
Hele scenariet ændrede straks karakter når Gallagher'ne & Co. kastede sig ud af sange af nyere dato. Jeg prøvede virkelig, men der gik ikke mange øjeblikke før mit blik gled ud, og min hørelse antog mere perifér karakter.
Oasis er Oasis, og som jeg skriver dette, kan jeg sagtens fornemme at det mere handler om mytologien, end deres koncert på Orange scene fredag aften. Det kan ikke være anderledes. På trods af de fine melodier har Oasis som band ikke den store nutidige relevans for mig.
Liam er stadig vrængende, og indehaver af verdensrekorden i tilfældigt tamburinspil. Det var præcis som det skulle have været. Dengang.
Nostalgi skal hverken underkendes eller overvurderes. Det skal, sammen med en stribe popklassikere, veksles til lige præcis tre stjerner.
(3/6 stjerner)
Foto: Wikipedia Commons
Kommentarer
