Roskilde 09: Nick Cave & The Bad Seeds - "He's a ghost, he's a God"
Roskilde 09: Stemning (01/7 2009)
Roskilde 09: Stemning (3. juli 2009)
Så stod han der igen, på Orange Scene. Sidste år serverede han en formidabel, hyggegnaven koncert med sit andet band, Grinderman. Underholdningsværdien var i top. Det var sarkastisk, stensikkert og perfekt rammet ind af herrens kronisk rynkede bryn. Ingen formår som Nick Cave at være så tvær og så festlig på samme tid.
I år var der ikke meget nyt under dræbersolen. Overskægget var, til min store fortrydelse, blevet amputeret, og tindingerne var om muligt endnu højere.
Så kunne ceremonien begynde, med Nick Cave som en evil Elvis ved roret. Folk overgav sig fra første sekund, År Nul. Jeg med. Jeg kunne ikke se grund til andet. 'Red Right Hand'. Bang. En lige højre. Man ved den kommer, men alligevel er ens parader ikke meget værd. Sange som 'Papa Won't Leave You, Henry' og 'Stagger Lee' gik også, som forventet, rent ind.
Solen sang nu på sidste salme. Vejrguderne diskede op med den perfekte kulisse, i hvad der lignede et forsøg på at få højden på tinderne til at matche højden på tindingerne. Det var ikke langt fra at lykkes. Det lyserøde trommesæt stod i lysende kontrast til sangenes djævelskab, og satan selv på frontlinien.
Til at starte med var lyden kaotisk, og bassen altopslugende. Mine ører kan så småt skimte pensionen i horisonten, men her kom de altså 6-7 måneder nærmere målet i løbet af tre minutter.
Men det sære er, at dette i bund og grund ikke skæmmede koncerten. Sagen er nemlig den, at Nick Cave er sit act. Han skal ganske enkelt ikke gøre andet end at troppe op og være Nick Cave. Så er det sådan set underordnet om lyden halter, trommeslageren sejler eller violinisten tap'er den ene solo efter den anden. Disse ting er blot paranteser sammenlignet med sangenes medfødte gennemslagskraft, og i særdeleshed hovedpersonens kolosale karisma.
Det er lige så fantastisk som det er problematisk. Jeg har nu set Nick Cave forholdsvis mange gange, og alle koncerterne har været glimrende, men ingen har formået at stikke af fra hovedfeltet. Til gengæld har vi at gøre med et tårnhøjt bundniveau.
Dette betyder, for mig, at den femstjernede oplevelse i stedet for lander på et stort 4-tal. Det blev endnu en fuldfed koncert fra hans røde højrehånd. Jeg har svært ved at se hvordan den ultimative topkarakter skal hives i land. Det er vist det man kalder et luksusproblem.
(4/6 stjerner)
Foto: Wikipedia Commons (1986)
Kommentarer
