Roskilde 09: Glasvegas - Bag tonede ruder
Roskilde 09: Stemning (3. juli 2009)
Roskilde 09: Stemning (2. juli 2009)
Det virkede som en vidunderlig spand kold vand i hovedet - Glasvegas' første nummer; hittet "Geraldine". Der var intet at rafle - eller være i tvivl om. Dette var en rockkoncert.
En guitarmur blev opført på rekordtid, ind kom en solbrilleklædt skotte der lignede en mellemting mellem en million og band, der senere hen vist klarede den ganske godt).
Der var bemærkelsesværdig god plads i det store Arena-telt, selv hvor jeg stod, selv om jeg havde scoret mig en ganske central placering. Dette skyldtes formentlig at et andet band kaldet Faith No More genopstod fra 90'erne, og startede synkront på Orange scene.
Jeg har intet forhold til Faith No More, og mit forhold til Glasvegas er kun marginalt større. Troede jeg. For som koncerten skred frem gik det op for mig hvor mange af disse sange, der i virkeligheden er tatoveret på min hjernebark.
Til min store overraskelse blev jeg revet eftertrykkeligt med, og gav mig hen til den flabede ensformighed deres sangkatalog byder på. Sagen er nemlig, at det blev leveret med et skævt, skotsk smil, og et glimt bag forsanger James Allans tonede ruder. Hvis der er noget der kan kaldes snobbet crowdpleasing, må dette være det rette udtryk. Glimrende illustreret af en tonstung coverversion af "Be My Baby", der fik Psyched Up Janis' ditto til at lugte fælt af lejrbål og Pisang Ambon.
I koncertens sidste nummer var der en teoretisk chance for at ramme den sagnopspundne højere enhed, men i stedet virkede det desværre som om trætheden satte ind hos dagens mand i skysovs, hvilket resulterede i nogle halsbrækkende pitch-problemer i den ellers glimrende "Daddy's Gone".
Dette ændrer dog ikke på at jeg havde en ganske sublim rockkoncertoplevelse. Jeg er imidlertid sikker på, at der er folk der har hadet denne koncert ligeså meget som jeg holdt af den. Sådan er det.
(4/6 stjerner)
Kommentarer
