Roskilde 09: Milevidt fra Tim Christensen
Roskilde 09: Tako Lako (01/7 2009)
Roskilde 09: Stemning (29. juni 2009)
Roskilde 09: Stemningsbilleder (1. Juli 2009)
Roskilde 09: Stemning (30. juni 2009)
De første dage på årets festival har for mit vedkommende været præget af en vis svimmelhed. Fornemmelsen af at have en osteklokke over hovedet. Det må være alt det vand jeg drikker. Min krop er slet ikke vant til det, og panikker.
Hvad end årsagen måtte være, betyder det i hvert fald at jeg besluttede ikke at bruge så lang tid på festivalpladsen, under solen igår. Jeg er sikker på mine krebserøde arme vil takke mig.
Havde det ikke været for et enkelt band i dag (onsdag), var jeg sikkert slet ikke kommet derud. Sagen er nemlig at jeg har en personlig vinkel på dette band - Tako Lako.
For en del år tilbage spillede jeg i band med Mark Falgren, der nu sidder bag trommerne i Tako Lako. Det var ikke et hvilket som helst orkester vi spillede i...
Det var såmænd et Tim Christensen Jam-band.
Skal sandheden frem, og det skal den jo fra tid til anden, så var det nok mest pengene, der drev værket. Det blev en kort affære. Vi nåede at spille helt præcis én (dårlig) koncert, som vi i øvrigt stadig ikke har fået betaling for.
Ikke desto mindre var jeg dog ret imponeret over Marks færdigheder bag gryderne, så derfor besluttede jeg mig for at indfinde mig på Pavillion Junior til Tako Lakos koncert.
I bund og grund skulle der være rig mulighed for at få dækket et eventuelt behov for orkestre, der indeholder ordet "balkan" i bandbeskrivelsen, i løbet af festivalen. Faktisk er der i virkeligheden nok overhængende fare for en overdosis.
Da koncerten lagde fra land kan jeg dog heller ikke sige mig fri for at have overværet hele scenariet med en vis skepsis. Jeg ved ikke helt hvorfor. Muligvis fordi jeg ofte synes dette balkan-begreb dækker over en stribe lige lovligt letkøbte tricks.
Men igang kom koncerten, omkring mig myldrede gazellerne frem, og geparderne lå i buskadset og slikkede sig om munden. Ungersvendene var kommet for at se ungmøerne danse. Ungmøerne var kommet for at se sig selv danse. Sådan var det i starten.
Trods en del lydtekniske problemer gik bandet til opgaven med en god portion sikkerhed. God energi, ingen slinger i valsen. Havde jeg forventet at se noget jeg ikke havde forventet, var jeg blevet skuffet. Tako Lako blev inden for genrens rammer, men udfyldte dem upåklageligt, og som koncerten skred frem blev det mere og mere overbevisende.
Jeg er selv musiker, og nægter derfor kategorisk at danse, men omkring mig gyngede Pavillion Junior, og festlighederne blev mere og mere medrivende. Ungmøerne var sågar begyndt at danse med ungersvendene. Der lugtede af gymnastiksal, der var fælles-festfyrværkeri i luften.
Bandet var overbevisende på alle måder, både når det kom til showmanship og teknisk kunnen. Respekt! Men man sidder tilbage med fornemmelsen af mere at have været til fest end til koncert. Skal jeg være helt ærlig kunne godt have ønsket mig, at balancen var tippet bare en smule mere til musikkens fordel.
Men jeg tror ikke det var den generelle holdning på Pavillion Junior igår, og formentlig heller ikke fra bandets side. Tim Christensen var i øvrigt ikke at finde nogen steder, hverken på den ene eller den anden måde. Det var nok bedst på den måde.
Læs David Tholanders anmeldelse af Tako Lako-koncerten.
Kommentarer
