Roskilde 09: Kiras nye klæder
Roskilde 09: Tatoveringer (30. juni-4. juli 2009)
Roskilde 09: Ginger Ninja (30. juni 2009)
Roskilde 09: Stemning (30. juni 2009)
I princippet var det slet ikke meningen, jeg skulle blogge under disse såkaldte warm up-dage, men når nu jeg alligevel har valgt at opholde mig på festivalpladsen, finder jeg det meget nærliggende at hoste lidt strøtanker og indtryk derfra. For dém er der mange af - indtryk!
Samtlige af mine sanser plejer at ligge og ralle i et hjørne når jeg endelig rammer min bopæl i løbet af mandagen, efter festlighederne. Man har været igennem en større mængde skønne strabadser og himmelske prøvelser, og føler sig lidt som en hjemvendt krigshelt. Nuvel, Den Store Hjemkomst ligger et par dage ude i fremtiden - nærmest en lille evighed, faktisk.
Idag indfandt jeg mig på pladsen ganske tidligt, da jeg var blevet inviteret med i et panel til en debat i YourSpace-området. Denne debat tog afsæt i det nyligt afholdte Underground Music Awards, og omhandlede begreberne upcoming og undergrund, og ikke mindst forskellene på disse. Samtidig blev vækstlagets vilkår diskuteret.
Da min gode ven Teddy Brandt, der indtil for ganske nylig fungerede som booker for det nu hedengangne spillested Stengade 30, også sad i panelet, var det naturligvis umuligt ikke også at slå et smut inden om den side af sagen.
I stedet for at komme med en længere udredning her, vil jeg dog straks springe over hvor gærdet er væltet, og gøre opmærksom på Peter Bøggilds glimrende beretning fra debatten.
Herefter blev der praktiseret lidt hængen ud, inden Ginger Ninja indtog scenen, og tog fusen på mig. Dette band modtog tidligere på året BandBases forjættede legat, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at det er de legatmodtagere der er tættest på det helt store gennembrud. De har allerede det ene ben over tærsklen. Således var det også et propfyldt Pavillion Junior-telt der tog imod det tydeligt taknemmelige orkester. De har alle dage fremstået som en samling yderst sympatiske musikanter, men indtil videre har de ikke helt formået at få skovlen under mig musikalsk.
Denne gang var det dog som om noget gik op i en højere enhed, det sekund de trådte på scenen. Der kunne man med rette have amputeret det gumpetunge "Junior" fra scenens navn. Der var en målrettethed og en sikkerhed der sad som en tiltrængt lussing. Foreløbigt årets mest vågne øjeblik på Roskilde.
Rent musikalsk opfindes der ikke nogen dybe tallerkener, hvilket der dog heller ikke på nogen måde foregives. Derfor kunne man nøjes med at nyde, hvordan stemningen blev solbrændt og håret vindblæst. Det var ikke fordi det sad som en pil i hjertekammeret, men man følte sig fra første sekund i sikre hænder. Det er til tider alt, man har brug for.
Inden næste musikoplevelse fik min marginalt bedre halvdel hevet mig med ud i et parallelunivers kaldet campingområdet. Her var målet at fotodokumentere nogle af de indfødtes tatoveringer. Når solen på denne måde skinner ugenert fra en næsten blyfri himmel, er det ikke så svært at få de glade festivaldeltagere til at flashe deres blækdekorationer. Det kan derimod være helt svært at få dem til at lade være igen. Roskilde, jeg holder så uendeligt meget af dig!
Dagens musikalske oplevelse nr. 2, islandske Kira Kira, skulle vise sig at blive lidt af en prøvelse for min pilrådne tålmodighed. Ifølge festivalprogrammets sparsomme beskrivelse kunne man forvente "musikalske sneslotte" og "kompleks atmosfæremusik", hvilket sådan en som mig naturligvis var nødt til at lytte nærmere på.
Jeg kunne fornemme det allerede da bandet indtog scenen, klædt i hjemmelavede papirmasker... der var lagt op til galop for min yndlingskæphest pt: musikalsk substans. Andre fandt sikkert substansen her - jeg gjorde ikke. Derimod havde jeg fornemmelsen af at blive præsenteret for lidt af en paradekørsel med alt hvad der hører til denne genre af knitrende elektronik, alfevokal, delay-indhyllede blæsere, klokkespils-pling, melodika-trut og en kuffertfuld legetøjsinstrumenter.
Misforstå endelig ikke, jeg har adskillige repræsentanter for netop denne skuffe stående i min pladesamling, som jeg nyder i fulde drag. Men her virkede det bare ikke for mig, med undtagelse af det afsluttende nummer, hvor der pludselig fór en djævel i trommeslageren, der spillede som gjaldt det hans liv. Dét var et friskt pust. Men ellers var der intet jeg kunne holde fast i eller lade mig rive med af. Den gode gamle kejserens nye klæ'r-kliché pressede sig på. Fantasifuldheden forekom mig en anelse fantasiløs. Kejseren havde ikke noget på, Kira Kira havde, i mine smågnavne ører, ikke noget under.
Kommentarer
