Roskilde 09: Luftvioliner og vindhekse
Roskilde 09: CODY (29. juni 2009)
Roskilde 09: Stemning (29. juni 2009)
Roskilde 09: Men Among Animals (29. juni 2009)
Idag ankom jeg til festivalpladsen under en grå, lavthængende himmel. Det første regnskyl var endnu udeblevet, hvilket det i øvrigt stadig er, og skjorten klistrede til ryggen i det tunge vejr. Der herskede en fin, smådoven stemning.
Så var der støvet. Der var støv som en tåge et par centimeter over jorden da jeg traskede over plænen foran Orange scene, støv i håret på paprødvinsnæsede ungersvende og -svendinder, støv i samtlige ventilationskanaler mit kranie er udstyret med. Her overdriver jeg muligvis en smule, da det som bekendt fremmer forståelsen.
Men vigtigst var nu støvet der dryssede ud af højtalerne da frontmand Kaspar Kaae og resten af Cody indtog et halvfyldt Pavillion Junior-telt. Tonerne og de blå, countryficerede stemninger, der på elegant vis forlod scenen stod i klar kontrast til hele festivalkonceptet. Underspillede musikalske vindhekse udsat for et overgearet publikum. Et ganske interessant clash, fint illustreret ved den Jens Unmack-lignende type i beskidt cykeltrøje, der dansede rundt med sig selv og spillede luftviolin så det imponerende arsenal af festival-armbånd lød som bjælder. Utroligt nok gik det særdeles glimrende i spænd.
Det stod hurtigt klart, at Cody var kommet for at spille musik, ikke for at spille smarte. Det er mit indtryk at jeg langt fra var den eneste der nød dette faktum. Der var ganske enkelt nok substans i sangene og udførslen af dem, hvilket gjorde yderligere krumspring overflødige.
At lade musikken sælge sig selv kræver en del mod fra bandets side, og der var kun ganske lidt slinger i valsen; et - i mine øjne - lidt umotiveret overfald af trommesættet i koncertens døende minutter, for at give et nævenyttigt eksempel. Samtidig var det dog dette afsluttende nummer, "Comfort And Rage", der var koncertens ubestridte højdepunkt. Jeg stod såmænd med kuldegysninger i den trykkende hede.
Næste band, Men Among Animals, stod for næste kontrast. De leverede en fest, som mange utvivlsomt satte pris på. Der var blomster, sæbebobler og andre hyggelige flower power-gimmicks. Jeg bør dog sige med det samme at Deres Udsendte, mavesurheden selv, ikke helt lod sig imponere.
Det er nærliggende at drage paraleller til Figurines, måske primært grundet leadvokalen, men her savnede jeg en tilsvarende musikalsk ballast til den visuelle fest. D'herrer spillede med en imponerende portion energi, men det rakte ikke til at fastholde min interesse mere end 3-4 sange. Det skal dog for en god ordens skyld nævnes at de fik sat godt sving i teltet, og at publikum lod til at sætte pris på det hårdtarbejdende orkester.
Efter denne koncert dryssede jeg lidt rundt på må og få, sad på græsset, der om få dage vil høre historien til, mødte folk jeg kender - og dobbelt så mange jeg næsten kender. Herefter vendte jeg snuden hjemad, en warm up-dag efter bogen rigere. På gensyn i morgen.
Kommentarer
