Derfor er Stengade 30 lukningstruet
"Siden Stengade 30 blev udpeget som regionalt spillested, har spillestedet undergået en række afgørende organisatoriske, kunstneriske og økonomiske forandringer. Kultur og Fritidsforvaltningen og Kunstrådets Musikudvalg har i fællesskab vurderet, at Stengade 30 ikke længere er i stand til at leve op til det professionelle niveau, der fordres af et regionalt spillested. På den baggrund er Kunstrådets Musikudvalg og et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget enige om, at opsige den regionale spillestedsaftale med Stengade 30."
Det var den kortfattede forklaring, København Kommune fredag gav til Stengade 30, der nu mister støttekroner i millionklassen og risikerer lukning på trods af, at Stengade ved årsskiftet iværksatte en større oprydningsplan for drift og økonomi.
Nu har Politiken talt med Sine Midtgaard, fuldmægtig i Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning, Kunst og Kultur, som har siddet med Stengades 30 sag i gennem længere tid. Hun siger om årsagen til fratagelsen af støtten:
"Det er helt sikkert, at de nye folk derude har knoklet, det anerkender vi fuldt ud. Men vi taler ikke regionalt spillested mere. Regionalt spillested er man kun, hvis man er på et niveau, hvor man driver et spillested professionelt. Og det mener vi ikke, at Stengade er i dag".
I morgen holder Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning møde med Stengade for at uddybe, hvad der ligger bag beslutningen, og for at tale om andre tilskudsmuligheder for spillestedet, der måske overgår til at blive honorarstøttet spillested fra næste år.
"Folkene bag Stengade 30 skal have en mulighed for at løfte en spillestedsdrift, men det er ikke som regionalt spillested", fortæller formanden for Kunstrådets Musikudvalg, Giordano Bellincampi til Politiken.
Bellincampi mener endvidere, at det kan være en fordel for Nørrebro nu at opbygge et græsrodsspillested på ny uden at skulle leve op til de bestemmelser og kvoter af bestemte typer musik, der er kravet for at være regionalt spillested. Han slutter:
"Vi er virkelig kede af, at Stengade ikke var i stand til at drive et regionalt spillested. Men når tilsynsmyndigheden overbeviser os om, at der er et meget alvorligt problem over lang tid, så kan vi reelt ikke gøre andet end at opsige aftalen".
Kommentarer
02-08-2009 13:34:49
Af
The-real-Ed
Håber virkelig ikke Stengade bliver nødt til at lukke... Det er virkelig et fedt sted... Og så vil jeg gerne kunne nå at spille der engang... :)
Elsker deres "Ungeren agtige udtryk...
23-06-2009 09:03:29
Af
Marc Facchini Madsen
Hmm. Alt dette er jo også meget fint. Jeg er helt klart enig i, at der - hvis man gerne vil være græsrodsspillested - kan være fordele ved ikke at være regionalt spillested. Derudover er det heller ikke mit indtryk at der har været super meget tjek på Stengade 30 det sidste stykke tid.
Men helt ærligt - hvorfor skulle der også være det? Stengade 30 er skåret helt ind til benet både kunstnerisk og økonomisk, og derfor har jeg altid set Stengades kaos som værende charmerende.Vis mere

Til sidst skal man heller ikke glemme, at denne sags egentlig problem er, at stat og kommune selv er skyld i det de mangler hos stengade. Det er da klart at et spillested ikke kan fungere som regionalt spillested, hvis man ikke får de midler et regionalt spillested skal have.
Jeg mener at denne sag er lidt en farce. Selvfølgelig er Stengade ikke drevet på et tilstrækkeligt professionelt niveau. Selvfølgelig har Stengade ikke booket de navne stat og kommune gerne ser på regionale spillesteder. De har jo ikke fået pengene til det!