Fin sangskrivning fra modent band
I 2004 udgav
Favn hver måned et nummer, som nu er samlet til et
album. Et album der trods dets specielle tilbliven er ganske homogent i udtrykket og præsenterer Favn som et band, der ved, hvad de vil. Denne målbevidste tilgang er den store styrke på et album, der desværre indeholder lidt for mange skønhedsfejl.
Stilen er dansksproget rock et sted mellem TV2, Loveshop og Poul Krebs. Det er ikke originalt, men det er heller ikke ambitionen. I stedet ligger sangene sig i forlængelse af den sangskrivertradition, hvor lydmæssig nytænkning ikke er det centrale, og fokus istedet er på historiefortællingen. Det giver hos Favn udslag i en række hverdagsbilleder fra sangskriver, guitarist og forsanger Don Falchs verden. Temaerne kredser om den tabte kærlighed i forskellige afskygninger, forspildte chancer og menneskers færden i en kompliceret verden. Teksterne holder et pænt niveau og måske vigtigst, så fornemmer man en ærlighed bag ordene.
Albummet kræver nogle gennemlytninger før sangene for alvor åbner sig og viser deres forskelligartethed. Det er dog vanskeligt at fremhæve numre frem for andre, da alle holder højt niveau. Nogle eksempler der viser bredden hos Favn kunne dog være åbneren
Født i en metro, en effektfuld starter med glimrende guitararbejde, og en tekst om det forliste parforhold, hvor Dansevises
//os to? - hvad med os to?// elegant citeres. Et andet eksempel er energiske
Lån en lille løgn, der måske er pladens mest hitorienterede nummer, via sit iørefaldende omkvæd, og hang til gentagelsens effekt. Fremhæves skal også
Taxa i tomgang, en af pladens få ballader, og klart den bedste. Et forstemt klaver parret med en kontrabas bryder med albummets dominerende guitarlyd og er en perfekt baggrund for Falchs spæde sang. Et virkelig smukt nummer - måske det bedste på skiven.
Alt er dog ikke lutter roser. Der er tilsyneladende ikke gjort de store overvejelser, hvad angår den produktionsmæssige del, der oftest lyder som en live-optagelse. Nok klæder det numrene med den afslappede, løst arrangerede tilgang, men jeg savner ind imellem nogle mere klart optrukne linier. Guitarspillet er velfungerende hele vejen, men måske en udvidelse med en ekstra guitar kunne give lidt mere variation og dynamik og aflaste den hårdtarbejdende Don Falch en smule.
Det overskyggende problem er dog trommespillet, der for det første fylder alt for meget i lydbilledet og for det andet er meget utight mange steder. Trommerne bør måske barberes ned, efter devisen "less is more" og fokus bør rettes mod, for alt i verden at holde takten. Favn kan sagtens stole på, at sangene i sig selv er så stærke, at musikken ikke skal kompensere for noget, hvorfor et mere tilbagetrukket akkompagnementet, så fortællingen kommer i centrum kunne være vejen frem, som man fx hører det hos Rasmus Nøhr. Alligevel har jeg en mindre anke til sangskrivningen, hvor jeg fornemmer en tendens til nogle gange at ville mætte fraserne med for mange ord. Færre ord, der synges i længere fraser, kunne gøre det hele mere melodisk.
Favns imponerer med et stilsikkert album, fyldt med velkomponerede numre og fine tekster. Til gengæld efterlader udførelsen af disse numre noget tilbage at ønske, og det kunne være spændende at høre Favns numre, mere disciplineret spillet og produceret og så måske gemme de større energiudladninger til koncerterne.
