-
Skab dansk musikeksport og vind 10.000 kr.
Musikparlamentet og Spot Festival arrangerede sidste år en innovationskonkurrence, hvor studerende og andre unge med interesse for dansk musiks udvikling, kunne få taletid og afløb for nye ideer.
Konceptet blev en succes med mange kreative inputs og projekter, og derfor har Musikparlamentet og Spot besluttet at gøre innovationskonkurrencen til en fast årlig tradition på Spot.
Årest tema er musikeksport og opgaven er at skabe et innovativt koncept, der kan sætte dansk musik på verdenskortet. Kort og godt.
Dommerpanelet består af Lisa Klint (Musikzonen), Kristian Krämer (Alexandra Instituttet) Kristian Riis (Nephew og Volcano Management) og Thomas Rohde (chef for Music Export Denmark - MXD)
De beslutter, hvem der løber med førstepladsen, der inkluderer billetter til Spot Festival og 10.000 kroner sponsoret af advokatfirmaet Lund Elmer Sandager.
Læs mere om konkurrencen og se, hvordan du deltager her.
Foto: PR-foto af Mich "Cutfather" Hedin.
1 år 97 d siden
1 Kommentarer
-
Spot på SPOT Festival
D. 20. januar inviterer Musikparlamentet i samarbejde med Rytmisk Center til debat med fokus på SPOT Festival. SPOT Festival er en af landets vigtigste Festivaler, det årlige mødested for hele den danske branche og et oplagte vindue til udlandet for nye, danske bands.
Men booker SPOT Festival de rigtige navne? Kommer de rigtige mennesker fra den udenlandske branche? Er der nok upcoming navne? Giver SPOT kort sagt dansk musik det rette skub fremad?
De spørgsmål stiller Musikparlamentet, når vi den 20. januar inviterer til debat om SPOT Festival. Her har du muligheden for at deltage og gøre din indflydelse gældende, så SPOT Festival 2011 bliver den SPOT Festival du gerne vil have.
SPOT Festival-leder Gunnar Madsen og en større delegation fra Festivalens stab, vil være til stede og glæder sig til at høre nye ideer og konstruktiv kritik af Festivalen. Til at udfordre og diskutere SPOT Festivals formål har vi samlet et panel af relevante musikbrancheprofiler der alle har et forhold til Festivalen.
Panel:
Jakob Sørensen (Copenhagen Records)
Mads Fjelstervang (Good Songs)
Gunnar Madsen (Spot Festival)
TBA
Moderator:
Christiane Vejlø (But-Why)
Arrangementet foregår torsdag den 20. januar kl 18.30 i Husets Café på Huset i Magstræde og er åbent for alle. Entré 40 kroner.
Program:
18.30: Networking i Husets café
19.00: Koncert med Spejderrobot
19.30: Debat om Spot Festival
21.30-22.00: Koncert med Emma Acs
RSVP @ Facebook
Spejderrobot
Spejderrobot aka Michael Elkjær er en musiker/producer af den nye generation af laptopkunstnere. Hans musik kan bedst betegnes som en knitrende, fritflyvende electronica fuld af æstetiske finesser.
Spejderrobot satte nye standarder for elektronisk musik, da han tilbage i januar 2008 debuterede med ‘Falder baglæns ind i i går og blev rost til skyerne af Politiken, BT, Berlingske, Gaffa, DR, Soundvenue m.fl. I maj sidste år udgav han så opfølgeren ‘Manden med de usynlige hænder’ og manifesterede her, at han absolut tilhører den danske electronica-elite. Derudover har Spejderrobot også gæstet mixtoverdener.dk.
Emma Acs
Den unge Emma Acs er én af de allermest fremadstormende musikere på den alternative scene pt. Med sit band The Inbred Family spiller hun 60′er-influeret psykedelisk pop med et strejf af garage og orientalske toner.
De interessante kompositioner besidder en imponerende iørefaldenhed, og der er derfor al mulig grund til at glæde sig, når hun i foråret smider debuten på gaden via A:larm.
__________
Bonusinfo:
En billet til arrangement giver også adgang til koncert med Kiss Me Scarlett på Musikcafeen kl. 21:00.
Kiss Me Scarlett
Kiss Me Scarlett er et af de bands som bør opleves live, da de er berygtede for deres overvældende energi. Bandet startede ud med store ambitioner, som bestemt ikke er blevet mindre, efter de i september skrev under på en international management aftale med partnerne Mark Rosener DK (ex. Jupiter Day, Phonovectra, Filur) og Steve Lee UK (Kylie, Boy George, BB KIng, John Lee Hooker, Swan Lee, Lene Marlin), som er igang med at udbrede et globalt kendskab til KMS og deres mission.
Opvarmning: Orange Monks
1 år 125 d siden
0 Kommentarer
-
Musikparlamentet: Kulturstøtte – sovepude eller katalysator for det danske musikliv?
Musikparlamentet inviterer torsdag d. 2. december endnu engang til en aften med debat og musik.
Parlamentet stiller skarpt på kulturstøtte, da Danmark er et af de lande, der bruger flest penge på støtte til rytmisk musik. Hvordan påvirker støtten musikernes kreativitet og produktivitet? Gør støtten musikudbuddet bredere og mere nuanceret, eller gør den det modsatte?
Så hvis du brænder inde med spørgsmål, har lyst til at høre, hvad panelet har på hjerte, eller bare nyde den eksklusive koncert med frontfigurene i Figurines og Kissaway Trail, er du velkommen i Huset, Rådhusstræde 13, 1466 KBH K. Det koster bare 40 kr.
Læs mere og tilmeld dig på Facebook.
2 år -191 d siden
0 Kommentarer
-
Debat: Kan jazz tale med heavy metal?
Kan jazz tale med heavy metal? Og kan dansktop swinge med electronica? Få svar ved arrangementet "Genreclash!" i Rundetaarn den 28. oktober i forbindelse med Spil Dansk Dagen. Her samles en række debattører for at hylde sangskrivningens mange ansigter og diskutere forskelle og ligheder på tværs af genrer.
Med spørgsmål som: ”Hvad er en god sang?” og ”Hvilken rolle spiller danske sange, dansk musik og Spil Dansk Dagen i et større kulturelt perspektiv?” er der lagt op til en god og inspirerende debat på Spil Dansk Dagen i Rundetaarn. Debatten vil blive ledet af moderator: Alex Nyborg Madsen.
Debattørerne er:
Georg Metz (Fællessangen)
Peder Bundgaard (Rock/pop)
Carsten Holm (Heavy Metal)
Jørgen de Mylius (Dansktop)
Lucia Odoom (Den elektroniske musik)
Suzanne Brøgger (Jazz)
Erik Grip (Fællessangen)
Chief1 (Rock/pop)
Michael Stützer (Heavy Metal)
Flemming Antony (Dansktop)
Mike Sheridan (Den elektroniske musik)
Maiken Ingvordsen (Jazz)
Hver især repræsenterer de forskellige genre, og arrangementet vil på den måde give et indblik i metodikker og tendenser indenfor sangskrivningen. Et indblik som vil vise et billede af branchen og sangskriverne igennem tiden. Bag arrangementet står Rytmisk Center, KODA og Spil Dansk Dagen.
Unge sangskrivere fra DRD+ (Den Rytmiske Daghøjskole) fremfører en komposition på din vej op til debatten i sneglegangen i Rundetaarn. Kompositionen understøttes visuelt af elever fra Scenekunst og DT-danseteater.
Læs mere om debatten her.
2 år -163 d siden
2 Kommentarer
-
Musikparlamentet: Hvad gør musikkonkurrencer ved musikken?
På tirsdag den 19. oktober kl. 19:00 vil den anden Musikparlament-debat i Århus løbe af stablen ved lyd-laboratorierne ovenpå det nye spillested Atlas, Vester Allé 15, 8000 Århus. Dette bliver også startskuddet for et Musikparlament i Århus.
Emnet:
”Hvad gør musikkonkurrencer ved musikken? – Musikkonkurrencer og branding”
Igennem de seneste par år har den almindelige musikinteresserede kunne observere et markant stigende antal af musikkonkurrencer, hvor bands på forskellig vis konkurrerer om gevinster såsom indspilningsmuligheder, tilbud om promotion, airplay i radioen osv. Samtidig har forskellige dele af erhvervslivet fundet interesse for at benytte sig af lignende konkurrencer for at kæde deres produkt sammen med musikkulturen på forskellig vis - her kan nævnes Royal Beers omfattende kampagne i samarbejde med Kashmir og for nyligt tøjmærket Diesels U:Music kampagne.
Hvilken effekt har disse konkurrencer på musikkulturen og på udviklingen af musikken? Er musikkonkurrencerne blevet en slags gatekeepere, eller flaskehalse, der fortæller musikforbrugerne, hvad der er godt og skidt, og bestemmer hvad der skal slå igennem.
Hvilke genre, identiteter, profiler - hvad bliver udelukket eller foretrukket?
Har disse konkurrencer en positiv effekt på musikkulturen? Bliver musikerne og de enkelte bands mere professionelle og afklarede omkring deres profil i et mere og mere komplekst musiksamfund og kan branding-delen af disse konkurrencer ikke forsyne aspirerende professionelle musikere med en økonomi og en kontakt til et marked som ellers ville være svært at opnå? Bidrager den musikerne med bedre muligheder for at tænkte originalt og kreativt, og vil konkurrencerne være med til at gøre musikscenen bredere og mere nuanceret.
Musikparlamentet søger ikke med denne debat at finde et svar på disse ovenstående spørgsmål, men ønsker at undersøge de effekter det har på musikkulturen, at musik og branding er blevet en fast del af musikkulturen. Vi er interesserede i, at få de her emner bragt frem, fordi vi mener, det er relevant for almindelige musiklyttere, at forstå det skift musikkulturen er på vej igennem i disse tider og samtidig give de involverede parter en mulighed for og et forum til at lufte deres betragtninger og refleksioner omkring lige netop deres rolle for musikkens udvikling i den danske musikkultur.
Panelet består af:
Moses O. Luxhøj (Presse og Konceptudvikling ved Underground Music Awards)
Mark Christiansen (Deltager i Starfighters, Emergenza, LiveContest (Karrierekanonen) med The Green Lives)
Jesper Mardahl (Promus, Music Management, Fortid ved EMI-Medley)
William de Feuth Michaelsen (Studenterhus Aarhus, Tidligere formand for Oppenheimers Eftermiddag)
Moderator:
- Carsten Ortmann (ansat ved DR)
Musik:
- I Will Furnish Your Sunday Mornings
- Mother Empire
Prisen på arrangementet er 30 kr. som betales kontant i indgangen.
Læs også artiklen om ledelse af frivillighed fra Musikparlamentet d.9/10 http://bit.ly/cIKxxn
2 år -149 d siden
0 Kommentarer
-
Stor debat om frivillighed i musikbranchen
Musikparlamentet, Rytmisk Center og Musikzonen inviterer til en aften med foredrag, debat, film og tre koncerter på Huset i Magstræde
Frivillighed er det store mantra i de kreative brancher i disse år, hvor 2011 er udnævnt som officielt frivillighedsår i EU. Men hvordan kombinerer man som virksomhed eller organisation ønsket om øget professionalisering med behovet for frivillige kræfter? Det er ét af de spørgsmål, Musikparlamentet, Musikzonen og Rytmisk Center stiller aftenens panel, der både vil debattere og inspirere.
Aftenen vil bl.a. blive brugt på at inddrage erfaringerne fra projektet Local Heroes og Københavns nye frivilligkorps, CPH Volunteers, samt byde på et oplæg om struktureret frivillighed i organisationer og erhvervsliv. Aftenen krydres desuden med en til lejligheden optaget vox pop-film om frivillighed samt koncerter med tre bands fra Local Heroes-projektet.
Kom og vær med, og fortæl panelet og branchen, hvad der skal til for at du vil være frivillig.
I panelet:
Franka Abrahamsen (Sekretariatsleder hos Københavns Kommunes nye frivilligkorps, CPH Volunteers. Desuden udøvende musiker.)
Lars Sloth (Leder af Spillestedet Gimle i Roskilde, der bl.a. er med i Musikzonens frivillighedsprojekt Local Heroes.)
Johs Bertelsen (Formand for Frivilligt Forum - landsforeningen for de frivillige sociale organisationer. Forstander for Kristeligt Studenter-Settlement.)
Gert Jessen (Partner og konsulent hos Wise Mind med speciale i frivillighed og organisationsudvikling.)
Henrik Marstal (moderator) (Adjunkt, Rytmisk Musikkonservatorium, forfatter og debattør.)
Tidsplan:
18.30: Networking
19.00: Koncert med Penny Police
19.30: Oplæg om frivillighed v. Gert Jessen / Wisemind.dk
19.45: Paneldebat 1. del
20.15: Film om frivillighed
20.30: Paneldebat 2.
21.15: Koncert med Stærsaurus
22.00: Koncert med Billow
Arrangementet foregår torsdag den 7. oktober kl 18.30 i Husets Café på Huset i Magstræde, og er åbent for alle. Entré: 40 kroner.
Musik:
KL. 19.00: MADS BJÖRN
Mads Bjørn er efter vores mening blandt de mest oversete talenter i Danmark. Den sky sangskriver med de fængende og intime sange er dybt respekteret i musikerkredse - den 7. oktober kan man høre hvorfor. Varm evt. op med Mads Bjørn i selskab med Carpark North.
Mads Björn må desværre udgå med et brækket håndled. I stedet spiller Penny Police.
KL. 21.15: STÆROSAURUS
Sangskriver Andreas Stærs kreative outlet, hvis folk-inspirerede sangskatte allerede har været omkring P3. Se frem til intim efterårsstemning med et live-setup (bl.a. med Laurids Smedegaard, Alcoholic Faith Mission og Before The Show), der gerne drejer sangene i nye, skæve retninger.
KL. 22.00: BILLOW
Nørrebro-knægten Bashir Billow blander soul, R&B og hiphop i gryden i et motown-inspireret mix tilsat ungdommelig energi. Billow imponerede på årets Start! Festival og har lovet at lukke aftenen med et storswingende brag.
##
Aftenen er et samarbejde mellem:
Musikparlamentet
Musikparlamentet er en uafhængig debatforening, der har eksisteret siden 2008 og har til formål at skabe debat og udvikling i ok omkring musikbranchen. Foreningen laver både egne debatter og samarbejder også med bl.a. ROSA, DUP, Roskilde Festival og KODA.
Rytmisk Center København
Rytmisk Center er en kultur- og undervisningsinstitution, der udbyder voksenundervisning inden for musik og bevægelse samt kulturelle aktiviteter for børn og unge under folkeoplysningsloven.
Musikzonen
Musikzonen er en landsdækkende netværksorganisation nedsat af Erhvervs- og Byggestyrelsen og skabt af den danske musikbranche. Musikzonen er til for virksomheder, organisationer, foreninger og uddannelser med musik i fokus. Vi medvirker til at bygge bro til andre erhverv, forskning mv. med det formål at udvide musikbranchens råderum og muligheder.
2 år -134 d siden
1 Kommentarer
-
Konkurrence: Vind billetter til DFDS-cruise til Oslo
Den 23.-25. september 2010 er DUP værter på Independent Waves ombord på Oslo-båden, to dage med koncerter, debatter og meget andet.
Vi har fået lov at udlodde 1x2 billetter til cruiset, så én heldig vinder kan få lov at invitere en ven eller veninde med på krydstogt til Oslo.
For at deltage i konkurrencen skal man svare på dette spørgsmål:
Hvad står forkortelsen DUP for?
Send dit svar til konkurrencer@bandbase.com med "DFDS" i emnefeltet samt navn og telefonnummer senest onsdag den 15. september kl. 12.00, så er du med i puljen.
##
Independent Waves er DUPs bud på et samlingspunkt for
musikbranchen såvel som tilstødende brancher - et 2 dages get-away med mulighed for at fokusere på en række relevante emner indenfor musikbranchen.
Independent Waves er åbent for både musikere og fans, der har lyst til at kombinere et par dages ferie med et solidt branche-input og en række fede koncerter.
Turen byder på to seminarer lavet i samarbejde med Musikparlamentet. Det første bliver en branche-workshop, hvor deltagerne i cruiset i forskellige grupper skal give deres bud på løsningen af en række udfordringer inden for dansk musik.
Den anden bliver en mere traditionel debat med fokus på talentkonkurrencer, særligt X Factors betydning for musikbranchens økonomi. Hvad er fordele og ulemper?
Musikken ombord leveres af RebekkaMaria, Thee Attacks, Supercharger, Pernille Gunvad og Wonderbrazz. Herudover vil der være en singer/songwriter-workshop styret af Kaspar Kaae fra bandet CODY, som undervejs vil præsentere en række sange komponeret på båden.
Fredag er der fri leg i Oslo inden turen igen går hjemad.
Independent Waves
Afgang København: Torsdag d. 23. september kl. 17.00
Ankomst Oslo: Fredag d. 24. september kl. 9.30
Afgang Oslo: Fredag d. 24. september kl. 17.00
Ankomst København: Lørdag d. 25. september kl. 9.30
Koncert ved afgang med Wonderbrazz
Koncerter torsdag aften: RebekkaMaria & Thee Attacks
Koncerter fredag aften: Supercharger & Pernille Gunvad
Debatter/seminarer: Torsdag - Diskussion af talentkonkurrencer. Fredag - Branche-workshop.
Prisen er 598 kroner pr. person. Billetter kan erhverves via dette link.
2 år -114 d siden
1 Kommentarer
-
Debat: Nye græsgangefor dansk jazz?
P2 bliver slået ihjel med det spritnye medieforlig. Alle taler om faren for klassisk musik, men hvad med jazzen? P2 er også jazzentusiasternes kanal - med live-koncerter og vidende værter.
Hvilke muligheder har dansk jazz i fremtidens mediebillede?
Hvilke skæve tanker skal sættes i gang for at jazzen kan vokse videre?
Rytmisk Center inviterer i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival til en livlig og åben debat om, hvilke platforme og formidlingsmæssige ideer, der kan sættes i spil og sikre en levende jazzscene.
Mens jazzen spiller overalt i byen samles musikere, politikere, eksperter, spillesteder og naturligvis en masse helt almindelige jazzfans til debat på Borups Højskole.
Panel:
Christian Have
Kommunikationsrådgivere inden for kunst- og
kulturlivet. Adjungeret professor ved Institut
for Kommunikation på Aalborg Universitet og i
2010 ved Institut for Virksomhedsudvikling og
Ledelse ved Copenhagen Business School.
Kasper Krüger
Cand. polit. Egen medievirksomhed og
rådgiver for danske og internationale medievirksomheder.
Tidligere direktør for Sky Radio
og Konsulent for P2.
Lars Winther
Musiker, ejer af pladeselskabet Your Favourite Records og formand for DUP.
Martin Buck
Administrerende direktør og medejer, Bandbase. Bestyrelsesmedlem i ROSA og Rytmisk Center.
Susi Hyldgaard
Musiker, komponist og bestyrelsesmedlem i DJBFA. Grammy for bedste crossoverplade 2000 og modtager af Statens Kunstfonds 3-årige legat. Formand for Nordisk Musikråds
Priskomité, bestyrelsesmedlem i KODA.
Andreas M. Andreassen (moderator)
Uddannet journalist. Freelancejournalist fast tilknyttet Fagbladet Journalisten, hvor han blandt andet har dækket medieforliget.
SØNDAG DEN 4. JULI KL. 15.00
På Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 København K.
Musikalsk indsalg ved Susi Hyldgaard
Fri entré
2 år -43 d siden
0 Kommentarer
-
Konkurrence: Skab et koncept der gavner dansk musik
Spot Festival og Musikparlamentet udskriver nu en konkurrence, der skal sætte fokus på innovation i musikbranchen. Målet er, at få inputs fra musikinteresserede, der ikke nødvendigvis er en del fa den danske musikbranche, og få frembragt nye innovative og fremsynede idéer, der kan udvikle dansk musik. Her er detaljerne i udfordringen:
Derfor skal vi bruge din ide!
Internettet har ændret musikbranchen for altid. Musik bruges nu på helt nye måder, og vejene til at udbrede, sælge
og tjene penge på musik har ændret sig fundamentalt. Intet tyder på, at forandringerne er ved vejs ende, og musikken
og musikbranchens fremtid er derfor uvis, men også pludselig åben for og afhængig af nye idéer og friske tanker.
Opgaven
Opgaven går derfor ud på at formulere en innovativ idé eller et koncept, der med udgangspunkt i de forandrede
betingelser for musikbranchen og musiklivet, enten løser et problem eller skaber ny værdi for brugerne af musik.
Eksempler
Det kunne være en musikservice, en alternativ form for festival, en idé til en innovativ liveperformance, et
brugerinvolverende pladeselskab, en ny online musikplatform, en alternativ måde at dele viden, samarbejder med andre brancher etc. Kun fantasien sætter grænser, så længe, I er i stand til at argumentere for, hvorfor jeres idé kan udvikle dansk musik i en positiv retning.
Dommerpanel
Dommerpanelet kommer til at bestå af fremtrædende folk fra den danske musikbranche. Panelets sammensætning
kan ses på www.Musikparlamentet.dk/SPOTkonkurrence.
Hvem kan deltage?
Konkurrencen henvender sig til unge, primært studerende, men alle kan deltage, både i grupper og som
enkeltpersoner. Der stilles ikke krav til metode, indgangsvinkel eller teori, men det er en fordel, at der ligger
overvejelser bag ideen eller konceptet. Bidraget kan sagtens kombineres med universitetsprojekter og -opgaver.
Hvordan deltager man?
Projektbeskrivelsen indsendes til Torben Eik på torben@musikparlamentet.dk senest den 1. maj 2010. Beskrivelsen må max fylde 4 A4-sider eks. bilag. Husk navn og alder på alle medvirkende og noter evt. hvilke studier, I læser.
Deltagelse i konkurrencen er gratis.
Præmier
1. Præmie: 4 SPOT-billetter + transport (DSB-standard), overnatning og forplejning på medarbejderniveau.
2. Præmie: 2 SPOT-billetter + forplejning på medarbejderniveau.
3. Præmie: 2 SPOT-billetter.
Førstepræmien får desuden en plads i SPOTS seminarprogram (21. eller 22. maj 2010), hvor du/I præsenterer idéen for publikum og den danske musikbranche. Det er Musikparlamentets og SPOT Festivals håb, at konkurrencen kan udvikle sig til at blive en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor der hvert år gøres status over, hvordan det er gåetvinderprojekterne.
Offentliggørelse
Vinderen får direkte besked, og bliver desuden offentliggjort på Musikparlamentet.dk, Spotfestival.dk. og i pressen op
til SPOT Festival. Efterfølgende vil de tre øverst placerede projekter blive lagt ud i fuld længde.
####
Om Musikparlamentet
Musikparlamentet er en løsningsorienteret debatforening, som blev dannet i sommeren 2008 med det formål at skabe udvikling i musikbranchen. Musikparlamentet afholder bl.a. faste debat- og musikarrangementer på Borups Højskole i indre København.
Læs mere på Musikparlamentet.dk
OM SPOT Festival
SPOT Festival i centrum af Århus har siden 1995 har sat fokus på nye musikalske udviklinger med et program, der hvert år tilbyder mere end 100 nye acts fra Danmark og det øvrige Norden. Festivalen henvender sig til musiklyttere, men samler også danske og udenlandske musikbranchefolk med det formål at skabe en formidlingsplatform for den danske og nordiske musik, og bygge bro mellem kunstneriske ambitioner og musikkens erhvervsmæssige potentiale. Festivalen arrangeres af ROSA (Dansk Rock Samråd) og finder i år sted i dagene 21.-22. maj.
2 år 108 d siden
2 Kommentarer
-
Musikbranchen skal sælge ud
Musikdebatforeningen Musikparlamentet er på onsdag den 3. februar klar med en ny omgang musik og debat i Borups Koncertsal i indre København. Dagens pressemeddelese fra Musikparlamentet lyder således:
DR2s Manden med de Gyldne Ører tegnede for nylig et skarpt portræt af en dansk musikbranche, der med cd’en i hånden, i løbet af 90’erne voksende sig stor, doven og forkælet. Serien var en karikatur, men rummede nogle klokkeklare sandheder om en branche, der midt i pengestrømmen mistede sin allervigtigste egenskab, evnen til at tænke kreativt og skabe nye, sunde forretningsmodeller.
Den evne er det nu blevet strengt nødvendig at genopfinde, og her kommer dansk erhvervsliv ind i billedet. Danmark har tradition for, at kultur er offentligt finansieret, og det betyder, at samarbejder imellem musikbranche og erhvervsliv ofte er gennemsyret af fordomme og myter om tab af integritet hos musikere, der menes at sælge ud.
Det på trods af, at det i andre lande, især USA, er langt mere problemfrit at kombinere rockmytologi med reelle indtægter. Fordi det, når fordommene er vasket væk, reelt er en vindersituation for både musik og erhvervsliv.
Musikparlamentet indbyder derfor til debat om emnet, med håb om bl.a. at besvare disse spørgsmål:
• Hvad kan dansk musik tilbyde dansk erhvervsliv?
• Hvad kan dansk erhvervsliv - udover penge - tilbyde musikbranchen?
• Hvordan skabes der idéer, så samarbejder ikke kun handler om "flade" sponsorater?
• Hvordan kan samarbejder mellem musik og erhvervsliv formaliseres og systematiseres?
• Hvordan ændrer man den negative opfattelse af samarbejder mellem kunst og forretning?
Målet med aftenen er at se mere systematisk på, hvordan små og store danske virksomheder kan indgå samarbejder med danske musikere, så både bands, fans og virksomhed tilgodeses i processen.
Og så er ønsket, at aflive myten om, at det har skadet Infernal at samarbejde med McDonalds, Alphabeat med Coca Cola, Tina Dickow med SAS, Jokeren med DSB og The Asteroids Galaxy Tour med Apple og Peugeot.
Til de formål har Musikparlamentet nedsat følgende panel:
Panel
Andreas Kromphardt Carlsen, konsulent ved Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi
Mark Lorenzen, Lektor på Institut for Innovation og Organisationsøkonomi, CBS
Carla Cammilla Hjort, Stifter og direktør i ArtRebels
Moderator: Jakob Martini, Journalist på Dagbladet Børsen
Musik
Musikken leveres af indiefolkbandet Let Me Play Your Guitar, der i efteråret lå nummer 1 på Det Elektriske Barometer med nummeret "400 Lies" og lige nu er aktuelle med den roste ep ”Doing Rainbows”.
Tid og sted
Onsdag den 3. februar klokken 18.30
Borups Koncertsal, Frederikholms Kanal 24, 1220 Kbh K.
Entre: 40 kroner. (ingen Dankort)
Læs mere på Musikparlamentet.dk

2 år 110 d siden
2 Kommentarer