Hvordan kan man forklare (endsige forsvare), at summen af de musikalske anstrengelser er noget andet og mere end blot de enkelte elementer, der er lagt sammen? Findes der en udefinerbar og utæmmet kvalitet, som kan få selv det kedeligste og allermindst sigende musik til at fremstå vedkommende og personligt; sågar smukt? Og hvordan pokker fremtrylles et sådant magisk-musikalsk virkemiddel? Lur mig om ikke mangt en håbefuld, men måske mindre talentfuld, musiker har forsøgt at finde svaret.
Caspian Chronichles (eller Caspian & the Good Times, efter forgodtbefindende) sidder med svaret. Og hvis ikke de sidder med svaret, så er de i hvert fald så privilegerede, at have fået fingre i en lille pose af tryllestøvet. Dermed ikke sagt, at det er et dårligt band, der har haft heldet med sig, bevares. Lyt til det virtuelle album og prøv at komme med en nogenlunde saglig bedømmelse af musikken: Næh, specielt geniale kompositioner er det ikke. Teknisk halter fremførelsen en hel del. Selv produktionen er smaskfyldt med huller; utilsigtet knitren og knasen. Sløset og utight. Men glimte-knitre-blinke og tryllestøvet har givet musikken liv og sjæl. Alt andet er ligegyldigt. Måske endda nødvendigt.
Ned på jorden igen. Jeg skal ikke kunne afvise, at fascinationen blot er en højpandet undvigemanøvre, for ikke at indrømme at jeg er en sucker for banale popsange med halv-kvalm lyrik. Jeg ville dog frygtelig gerne tilskrive mig selv en bedre smag end som så. Faktum er at Caspian & the Good Times ved hver eneste gennnemlytning formår at hensætte undertegnede til en mærkværdig tilstand af ubekymret velvære, på trods af den underliggende melankoli, der er at finde i samtlige sange på det virtuelle album
"& the Good Times". Der er ingen umiddelbare musikalske associationer, og der er ingen forbehold for den tvivlsomme lyrik. Paraderne er nede.
Men op med dem igen! Armene over kors og rynken i panden. Der må simpelthen være en hage ved al denne sød-som-honning feel-good vibe. Hvis man på et tidspunkt er så heldig at kunne opleve Caspian & the Good Times på et fuldlængde album, så vil jeg lytte med foden på bremsen. Jeg forestiller mig, at det smukke og opløftende ved overdreven brug kan virke kvalmefremkaldende. Lidt som jeg har det med
Sigur Rós eller
José Gonzales (for nu at nævne de kendte og de kongelige), dog uden sammenligning i øvrigt. Alt godt med måde, indtil man kan sætte en finger på det potentielt irriterende og så styre udenom i god tid. I tilfældet Caspian & Co. kan jeg ikke på nuværende tidspunkt sætte en finger på noget som helst, hvilket jeg vælger at se som en kvalitet indtil jeg brænder fingrene.
Hvis du tør, så kom og mærk lidt af tryllestøvet når Caspian & the Good Times spiller koncert som special guests, når vinderne af
OpTour 2006 offentliggøres på Studenterhuset i København den 15. september. Og hvis ovenstående øvelse i undvigende journalistik har gjort dig forvirret, om end interesseret, så læs anmeldelsen af bandets virtuelle album
her.
