Rock på Christiansborgs gange
Ellen Thrane Nørby får æren af at være første gæstelytter her på BandBase. Den rockglade folketingspolitiker for Venstre har taget livtag med Maria Timm og Ruhan Daisy.
.jpg)
Som uddannet kunsthistoriker er Ellen Thrane Nørby vant til at disikere billeder og installationer og sige noget velovervejet om værket, dets ide og fortælling. Musik derimod har Ellen ikke anden forstand på end som storforbrugende rockelsker. Så at være gæsteanmelder er en stor udfordring, fortæller Ellen Thrane Nørby til BandBase - nu er I advaret.
En med egne ord altædende lytter afhængigt af humør. Der er dog dem, som altid vender tilbage igen og igen som Magtens Korridorer, Leonard Cohen, Depeche Mode, TV2, Allan Olsen, Unmack og U2, og hvad har de så til fælles ud over placering i Ellens CD rack. Jo rack fordi iTunes er fed, men stofligheden ved at stå med et cover eller endnu bedre en LP bare er skønnere. Selv en del kassettebånd har overlevet diverse flytninger fordi der bare er ren nostalgi at sætte Guns N' Roses' "Spaghetti Incident?" eller REMs "Automatic for the People" på kassettebåndafspilleren. Nørdet. Ja, temmelig.
Ellen gik til ridning, da Annegrethe var en hestluder og headbangede, da Midtfynsfestivallen stadig eksisterede. Hun er opvokset på en gård ved Nr. Nissum i det Vestjyske, hvor de unge hvert år plagede for at få lov til at sove i telt på Haze over Haarum, så man kunne se Johnny Madsen indtage scenen søndag morgen. Eftersigende det eneste tidspunkt han var ædru nok. Jo med Haze over Haarum som nabo burde Thyborøn kunne kalde en vej Johnny Madsens vej, uden FN skulle blande sig.
I det daglige bruger Ellen sin tid på arbejdet som Folketingsmedlem og når tiden er til det, står den på kunst, oplevelser, koncerter, fodbold, hygge og rødvin med gode venner. Formen holdes ved lige med løb med "Cohen på danske læber", "Det krøllede håb" eller "In the red" som ørehænger. Ellen har været medlem af Folketinget for Venstre siden februar 2005 og har været kultur og medieordfører indtil efterårsvalget sidste år. Der blev kulturordførerskabet byttet ud med velfærd og ligestilling, mens medieordførerskabet blev fastholdt.
Maria Timm: "Not Enough"
Måske stod døren ud til gangen lidt for åben, måske var musikken bare lidt for høj for nogens smag. I hvert fald stak en af mine kollegaer hovedet indenfor tidligt fredag morgen og spurgte om døren behøvede være åben for det larmede. Hmmm, at røg forurener er en kendt sag, men at kalde Maria Timm for støj synes jeg er direkte urimeligt.
Jeg synes Maria Timms ”Not Enough” er et fedt helstøbt nummer. En blanding af Ravonettes men med sin helt egen vokal. Alternativt og computerjammet. Soft rocket uden at blive for sødt. Jeg kunne nemt forestille mig at stå i den hededampende Ridehal i Århus, hvis Maria Timm skulle være så heldig at blive et navn på næste års SPOT.
Teksten er ikke så dyb, så det gør noget, men Tina Dickow startede også i en vindueskarm i sin lejlighed i London og nåede til en poetisk dybde i /fastest way to get there is to go slow/. Maria Timm Not Enough hænger godt ved og kunne nemt blive en ørehænger, hvis beatet videreudvikles. Søgte lidt videre på nettet og fandt også flere fede numre fra Maria Timm, hvor der nærmest opstår en retroagtig 50er stemning bag vokalen på en surrealistisk regn-mens-solen-skinner-agtig-måde.
Ruhan Daisy: "We Know You"
Jeg skal gerne indrømme, at jeg har det mere end svært med Ruhan Daisys “We Know You”. Jeg har lyttet til nummeret i flere uger, og jeg ved egentligt stadig ikke, hvad jeg skal mene, og hvad jeg skal skrive, men deadline mere end nærmer sig. Jeg må nok indrømme, at jeg har svært ved at forlige mig med den meget mekaniske rytme og stødene i nummeret. Jeg går fra at synes, at punk rocken er ulidelig, til helt at gå i tranche over det rytmiske og vuggende univers.
Jeg mangler dog finurligheder i teksten og det autentiske upåvirkede fandenivoldske. Jeg tror, jeg har det som første gang, jeg hørte Volbeat for en del år siden og både havde lyst til at headbange og holde mig for ørerne. Måske kan jeg bedst beskrive det som en bombe, der bare bliver ved med at tikke ned uden at eksplodere, og som derfor kommer til at gå i rundgang. Men jeg er ikke i tvivl om at Ruhan Daisy eksploderer i et væld af indtryk, og at de kan trykke den af. Surfede lidt videre og er klart mere til deres nye album, end de tidligere numre, der fremstår mindre rene i udtrykket.
Kommentarer
27-08-2009 11:32:03
Af
Sgt. Overkill
Jeg får myrekryb af det kvindemenneske. Bitch.
24-09-2008 13:37:20
Af
TheJazzMan
Første gang jeg har set en venstrepolitiker skrive noget der bare tangerer fornuft !
