Skjul
Hej,

Du er ny her, er du ik'?
BandBase.dk er danmarks største site for ny, dansk, gratis, musik.

Vi har brugt Bandbase flittigt siden starten af vores karriere, og har altid haft gavn af det store community til remix-konkurrencer, inspiration og ikke mindst feedback.- Søren Balsner, Carpark North
Nyt fra musikbranchen – det sker i 2008
Skrevet af Rasmus Ardahl den 4. januar 2008 13:39 0 Kommentarer
Pladesalget & the majors
Salget af cd'er fortsætter med at styrtdykke i 2008. Cd'en bliver i stigende grad et samlerobjekt for hardcore-fans og overlever kun en tid endnu, da den er så velegnet som jule- og fødselsdagsgave, og stadig har en vigtig plads i den identitetssignalerende reol i stuen for den generation, der voksede op med den. Men den er blot dyr designerplastik - med musik på. I en lydkvalitet, der snart indhentes. Det opdager de store selskaber i 2008, men omstillingen lader vente på sig. Konservatisme, frygt og en negativ spiral af fyringer lammer the majors (EMI, Warner, Sony-BMG, Universal), der i 2008 i endnu større grad vil lide under paradokset, at ville have garanti for resultater før der tør satses. Et af de store selskaber indgiver konkursbegæring i 2009. Resultatet bliver mindre talentudvikling og mere fokus på salg af beslægtet underholdning i form af endnu-fysiske produkter som film-dvd'er og computerspil. En udvikling, der rent fysisk vil kunne ses i de danske pladebutikker. De mindre selskaber vil til gengæld sætte dagsordenen for musikkens udvikling ud fra samme filosofi som de musikere, de har i tilknyttet: lyst, ikke økonomi. Darwin er tilbage.

Online-salget & DRM
De store selskaber blev i 2007, efter lang sej kamp fra forbrugerne, modvilligt presset til at indse, at kopikontrol (DRM) må ud og kontrollen sænkes. Inden slutningen af 2008 vil alle online musikbutikker verden over sælge musik uden DRM. Det ændrer dog ikke ved, at modellen med at sælge enkelt-tracks for en fast pris stadig ikke står mål med forbrugernes ønsker og behov. iPod Classic har plads til 40.000 numre og hver tredje af verdens computere har LimeWire installeret. Matematikken er ligetil. Det digitale salg vil derfor stige, men ikke eksplosivt, og slet ikke nok til at kompensere faldet i det fysiske salg. Forbrugerne vil fortsætte med at udnytte teknologiens (ulovlige) muligheder i mangel på alternativer. Det forsøger branchen i 2008 at afhjælpe med abonnementsordninger - og desværre et comeback til DRM.

Musikabonnementet & 2009
Musikbranchen lærer af kabel-tv-udbydernes pakkeløsninger og mobilselskabernes salg af abonnement + hardware. Nye abonnementsordninger lanceres i USA og Danmark midtvejs i 2008, hvor man ved køb af en mobiltelefon (der i løbet af 2009 i øvrigt vil udkonkurrere MP3-afspilleren) også køber abonnement med adgang til et ubegrænset musikkatalog fra ét pladeselskab over en bindingsperiode på et halvt år. Musikfilerne bliver desværre udstyret med DRM, der binder dem til telefonen, og generelt bliver tiltaget en begrænset succes, men som eksperiment viser det vejen for en branche, der nu begynder at sælge licenser til sine musikkataloger. Først i 2009 er selskaberne dog klar til gøre det nødvendige, gå sammen og tilbyde ét samlet katalog, og derudover droppe DRM igen, igen. I 2009 indfører iTunes, Amazon og andre butikker tillige abonnementsordninger i stil med Napster 2.0 med fri adgang til al musik for en fast månedlig pris. Sidste halvdel af 2008 bruger musikere, brancheorganisationer og selskaber på at udarbejde en ny fordelingsnøgle for indtjeningen. Fremtidens hitlister baseres på plays og downloads.

Live-scenen & billetpriser
At der nu snart ikke er flere dinosaurer fra 70'erne, der kan gøre comeback betyder, at koncertmarkedets fremgang bremses, en udvikling der allerede startede i 2007. 80'ernes popstjerner kan på ingen måde fostre en lignende bølge og fremover bliver det derfor op til nye navne at skabe interesse. De høje priser på koncertbilletter når smertegrænsen og sænkes en smule efter publikum begynder at svigte. Koncertbranchen vil mærke, at det dalende musiksalg resulterer i, at færre navne når stjernestatus, hvorfor 2008 vil byde på færre store koncerter og langt flere i mellemlejet med bands, der først og fremmest gør karriere ved at spille live. Branchen forbliver dog stærk, men finder et mere afbalanceret niveau. Planerne om et Mega Vega genovervejes, da selv nye store danske navne som Alphabeat, Veto og Dúné ikke kommer i nærheden af at kunne trække 5000 mennesker. Det samme er tilfældet med nye udenlandske navne, hvis anmelderroser ikke afspejler en reel popularitet i Danmark.

Eksperimenter & musikalsk middelklasse
Som konsekvens af, at der alligevel ikke er penge at hente ved pladesalg, og det trods alt stadig er live den store gevinst ligger, vil endnu flere bands gå uden om pladeselskabernes vante modeller og eksperimentere i stil med Radiohead for at nå et stort publikum. I Danmark vil vi i 2008 se de første eksperimenter på den front fra større navne. De etablerede vil generere opmærksomhed på initiativerne, men det er reelt uinteressant for de nye navne. Vinderne bliver de bands, der formår at tilføre værdi til salget af musikken på en kreativ måde og formår at knytte indspillet musik til en helhed, der kan skabe økonomisk afkast. Nine Inch Nails er det oplagte forbillede. Men for langt de fleste nye navne vil der ikke være nogen økonomisk gevinst at hente ved at gå nye veje før de gennem selve musikken har skabt en stærk fanbase. Selve nøglen til overlevelse. Mediernes "de bliver store i 2008" giver mindre og mindre mening, for ingen bliver længere store i traditionel forstand - men masser laver heldigvis glimrende musik.

  Permalink Tags: musikbranchen

Kommentarer

Log ind eller opret en gratis konto, hvis du vil tilføje kommentarer...
lang:bandbase.dk UserControl: EditorialSection

Brugere 14  Online

Kom indenfor...

Find din nye favorit musik og del din egen smag eller den musik du selv laver!

Kom igang

Allerede en konto? Login her

Seneste aktive brugere
Forum
lang:bandbase.dk UserControl: UserSection

Kontakt / Hvem er vi / Hjælp / Presse / Reklamér på BandBase / Development Blog

Alt dette er © 1998-2009 af BandBase ApS og musikken er © af dets ejere. Og endelig: De kedelige terms of use.

Danske Bank Sennheiser Danskrap DJz Danish Society for Jazz, Rock and Folk Composers KODA Hardstylers United