MP4: Markedsføring af dansk musik i udlandet - historie, formidling og unik identitet
Svarene var mange, da Musikparlamentet sidste onsdags undersøgte, hvordan danske musikere kan udbrede og sælge deres musik på det globale musikmarked.
Panelet, der prøvede kræfter med emnet denne aften, bestod af Kåre Wanscher (advokat, konsulent for Eksportrådet, trommeslager i Michael Learns To Rock), Gunnar Madsen (ROSA, MXD, Spot Festival), Martin Buck (Bandbase.com/dk/de) og Ulrik Ørum-Petersen (medejer af Volcano Management).
Aftenens moderator, Jan Sneum (DR), valgte at tage udgangspunkt i en opfundet case, der lød:
- Tre unge mænd fra Randers har et band. De har spillet koncert på Spot Festival og på Pavillon Junior på Roskilde Festival. Hvad gør de nu?
Svaret var langt fra entydigt og meget af aftenen blev brugt på at understrege, hvor fragmenteret systemerne til at hjælpe bands udenlands er. Der var dog også mange råd her over aftenen, som kan bruges generelt af både bands og branche.
Motorvejen og de mange biveje
Ulrik Ørums pointerede eksempelvis hurtigt, at et af problemerne er, at de fleste musikere tror, at de bare skal til USA eller England. Men det er der, det er sværest og derfor anbefalede Ørum, at man dropper den store motorvej og i stedet søger de mindre befærdede veje, eksempelvis andre europæiske lande. Gunnar Madsen udbyggede den pointe:
- Der er ingen tvivl om at rådgivning er vigtigt med manager og booker som kan gå ind og være realistiske og skaffe midler. Men der er mange forskellige bands i dag, og man kan etablere sig på andre måder. Nogen kommer ud at spille, de tjener ikke stort på det, men de opbygger en fanbase og det løber rundt. Så der er altså ikke nogen manual til det her, der passer til alle orkestre.
Et konkret eksempel fra Volcanos egen stald (muligvis Veto og Wong Boys, red.), kom der fra Ørum: - Vi sidder med to vidt forskellige bands i øjeblikket. Det ene orkester er på fem mand og skal bruge en lastbil, når de skal ud og spille. Det andet kan rejse med en rygsæk. Det ene kan få det til at løbe rundt med pengene fra koncerterne, de andre skal søge penge for at overleve.
Den gode historie, og den lidt bedre historie
En anden gennemgående råd gik på at få styr på sin historie som band. Musikken gør det nemlig ikke alene. Her lød det bl.a. fra Martin Buck:
- Selvom man har en profil på BandBase eller MySpace, skal man dele opmærksomheden med millioner af andre bands. Danske bands, der lykkes i Danmark, skal gerne have fundet ud af deres historie – hvordan ser de sig selv og rollefordelingen, hvordan vil de gerne ses? Dem der ikke ved hvordan de skal formidle sig selv, har ikke en chance.
Gunnar Madsen var ganske enig: - Det er netop noget andet i udlandet, der har man ikke sin identitet, der er ikke nogen der ’’nurser’’. Man skal altså have en historie at fortælle.
Major eller minor label?
Ikke overraskende kom spørgsmålet om fordele og ulemper ved store og små pladeselskaber også på banen. Her var Kåre Wanscher overraskende klar i mæglet:
- Folk skal jo have kendskab til bandet, og derfor mener jeg, at de skal prøve at komme med på motorvejen, hvilket vil sige, blive signet på et stort pladeselskab – i Danmark eller i udlandet. Selskabet har de kontakter og den magt, der kan være afgørende for karrieren.
Den melding fik dog hurtig én fra publikum til at melde ud, at: - Major labels mangler dynamik, og er ofte for langsomme til at reagere når markedet er der. Man kan samtidig risikere at binde sig til uengagerede mennesker.
Gunnar Madsen var ikke uenig: - Det er en stor diskussion. Men jeg vil egentlig godt give dig ret. Problemet er bare, at bandet jo siger ja lige meget hvad, hvis et stort label melder sig.
Et godt alternativ kom fra Ulrik Ørum, der med Veto har beholdt rettighederne til masteren på sidste album og herefter lavet individuelle aftaler for forskellige regioner. Det har betydet aftaler med Sony-BMG i en del lande inklusive Danmark, mens Volcano og Veto i andre lande har erfaret, at aftaler med mindre selskaber har været den bedste løsning.
Wanscher korrigerede herefter sin udmelding en smule: - Det behøver heller ikke nødvendigvis være et major label. Et mobilselskab eller noget andet, de kan give penge og power er også muligheder, fx China-Mobile eller Starbucks. De store selskaber kan være støvede, men de har altså power.
Politisk vilje, geografi og web 2.0
Som formand for Rosa bragte Gunnar Madsen også det problem på banen, at der ofte findes midler til første turné, men anden og tredje gang et band skal på landevejen, er der ikke penge at hente:
- Der mangler kapital i de store pladeselskaber, så der er ofte kun råd til et bands første tour. Det er altså dyrt at pleje succesen. Det er et problem, at vi mangler kapital. Vi mangler en politisk pulje.
Dermed blev geografien igen et uundgåeligt tema. Her påpegede Martin Buck: - Tyskland er meget oplagt. Der er efterspørgsel, så i community-sammenhæng handler det lige så meget om at komme ud lokalt og finde lokale til at pushe din musik.
Kåre Wanscher kom med et konkret eksempel: - Vincent van Go Go kom faktisk på en turné i Tyskland, blot ved at have en Myspace, der blev opdaget af et stort tysk band, der hev dem med som opvarmning på turne. Vær aktiv på platformene. Det er vigtigt.
Martin Buck supplerede: - Ja, og så skal man holde sig til få, gode numre, lægge noget live-musik ud, finde tonen i det community, man er i, og samtidig bruge nettet strategisk - ikke til spam.
Det handler stadig om musikken
Afsluttende mindede flere af paneldeltagerne om, at uden et godt produkt, så er alle råd sådan set overflødige. Gunnar Madsen formulerede det således:
- Man skal forfølge sin drøm, det er det vigtigste. Det er ikke karriere og så musik, det er musikken først.
Martin Buck sluttede af i enighed: - Man skal huske at komme tilbage til øvelokalet, det er ikke bogholderi det hele.
sådan forløb en aften, der mest havde karakter af at være rådgivning og ikke debat, og hvor konklusionen var, at der ikke findes faste procedurer for et udenlandsevenetyr - til gengæld er der masser af måder at optimere sine muligheder for at slå i gennem som band - også uden for Danmark.
Fotograf: Rikke Pødenphant
Kommentarer
02-03-2009 19:56:34
Af
Steffen Johs
Gode fifs og råd fra folk, der sandelig har styr på deres shit!