Skjul
Hej,

Du er ny her, er du ik'?
BandBase.dk er danmarks største site for ny, dansk, gratis, musik.

Vi har brugt Bandbase flittigt siden starten af vores karriere, og har altid haft gavn af det store community til remix-konkurrencer, inspiration og ikke mindst feedback.- Søren Balsner, Carpark North
  • Gæsteblog: 10 råd til online markedsføring af musik

    De nye sociale tider på internettet har både gjort det nemmere og sværere at gøre en indsats for at markedsføre sin musik selv. Nemmere fordi en række værktøjer er blevet tilgængelige for den almindelige internetbruger og sværere fordi det er blevet en kamp i sig selv at finde ud af, hvor man starter, hvor man slutter og hvordan man måler effekten.

    Mange leder forgæves efter en teknisk mirakelløsning, der kan booste salg eller kendskab, men realiteten er, at det er lige så hårdt arbejde som nogensinde at markedsføre sin musik. For den lærenemme, ambitiøse og hårdtarbejdende musiker er der dog masser af hjælp at hente.

    Hos YourWaves har vi specialiseret os i brug af nettet som markedsførings- og kommunikationsredskab for musikere. Vi beskæftiger os derfor dagligt med Facebook, Twitter, Myspace, søgemaskiner, blogging, hjemmesider, webtekst og digital kommunikation.

    En typisk fejl, de fleste musikere begår i deres markedsføring er, at de, uden at have nogen som helst form for strategisk overblik, opretter en masse tilfældige profiler og håber det er nok i sig selv.

    Det følgende er derfor ti simple råd du kan tage med i dine overvejelser, når du kaster dig ud i din egen markedsføring og promovering i cyberspace.

    1. Definer dit mål
    PR og markedsføring kan være mange ting – Det er en god ide, at have besluttet sig for hvad man vil med sin indsats inden man starter. Er målet at skabe et brand, udvide bevidstheden om din musik, sælge flere ep’er og albums eller drejer det sig simpelthen om at få flere betalende gæster igennem døren til dine koncerter? Jo mere klar du er i dine mål, jo nemmere er de at nå.

    2. Mål effektiviteten af din indsats
    På internettet kan man måle på mange parametre. Hvis du har en hjemmeside kan du f.eks. bruge Google Analytics til at se hvor på nettet dine besøgende kommer fra og hvor mange af dem, der eksempelvis besøger din "butik" og viser interesse i at købe din musik. Jo bedre du kender dine besøgende, jo bedre ved du også hvor du kan øge din indsats. Andre parametre er at måle på antallet af gange dine fans deler din musik på de sociale medier, eller lave web-konkurrencer, der giver rabat i døren, hvis man siger et bestemt kodeord. Dermed kan du måle hvor mange der får nys fra internettet.



    3. Overvej hvem din målgruppe er

    Når du kender din typiske koncertgæst, fan eller køber, ved du en masse om hvordan de tænker, hvor de ellers færdes og hvordan du skal kommunikere med dem. Musik er ofte opdelt i rigide genrer med dertilhørende subkulturer. Som musiker tilhører du garanteret selv sådan en genrekultur og du har derfor langt større indsigt i din målgruppe end du tror. Tænk over hvilke interesser dine potentielle fans har, hvilken humor de kan li’ og i det hele taget hvad der skal til for at gøre dem til fans af netop din musik.

    4. Giv fans noget, de ikke får andre steder
    Lav konkurrencer, giv gaver, del viden, inspirer - det giver brugerne en god grund til at følge med i udviklingen af netop din musik.

    5. Beløn de dedikerede fans
    Alfa-fans er guld værd på nettet. Hvis du fornemmer, at en fan engagerer sig ekstra meget i din musik, kan det i høj grad betale sig at give vedkommende en følelse af, at det er indsatsen værd. I YourWaves har vi et motto der lyder: "En glad fan er en aktiv PR-agent". Skriv dem i døren til koncerter, send dem nye sange inden de bliver udgivet eller tilbyd at mødes med dem. Det er ofte store præmier for en dedikeret fan og meget små udgifter for dig.

    6. Differentier dit brand
    Sørg for at du stikker ud i mængden. Musikbranchen er måske den branche, der lider under de allersværeste konkurrenceforhold. Tusindvis af bands og musikere kæmper om et meget lille marked. Hvis du vil lægges mærke til, skal du skille dig ud fra mængden. Et nemt trick til dette formål er at finde et visuelt udtryk, der ikke ligner alle andres - som eksempelvis Veto og Ginger Ninja har gjort det. De fleste bands bruger klassiske band- eller kunstnerfotos som profilbillede på Facebook, Myspace og BandBase, men tænk over, hvad du kan gøre for at nye lyttere mødes med et anderledes indtryk allerede her.



    7. Tænk over kommunikationen på de sociale medier
    Især platforme som Facebook og Twitter kan skaffe dig en masse trafik, hvis du bruger dem rigtigt. Der er sagt og skrevet meget om, hvordan man skal bruge de sociale medier, og den effektive kommunikationsstrategi varierer meget fra band til band og fra musik til musiker. Vores råd er som følger: Prøv dig frem, med tiden vil du finde de mest effektive metoder. Vær personlig og nærværende - de sociale medier egner sig ikke godt som traditionelle reklame-kanaler. Undgå den situation, at det er en kedelig tjans at opdatere profiler, men find en måde at gøre det sjovt og kreativt. Det vil også kunne mærkes hos modtageren.

    8. Gør dit indhold nemt at dele
    Sørg for, at alt hvad du lægger på din hjemmeside, på Faceook og alle andre steder på nettet, nemt kan deles – helst kun med ét klik. Brug RSS-feeds, "del på facebook", "retweet"- og "Del"–knapper. Det er din opgave at sørge for at fans og begejstrede lyttere så nemt som muligt kan sprede budskabet for dig.

    9. Tænk på søgemaskinerne
    Søgemaskineoptimering eller SEO (search engine optimization) kan både være en meget teknisk og en meget simpel disciplin. Der er mange ting du kan gøre selv for at bliver synligere i søgemaskinerne. Overvej f.eks. om du kan deltage i debatter eller på anden måde synliggøre din musik, på en måde, der fanger aktuelle eller populære søgetermer. Hvad kan du gøre for at fange de internetsøgninger, der på nogen måde har at gøre med dit produkt. Det kan være søgninger på musik, genre, budskab, interesser eller endda bands og musikere der minder om din stil. Hvis du har en hjemmeside med Google Analytics installeret, kan du løbende holde øje med hvilke søgeord leder folk hen til din hjemmeside.

    10. Skab profil-konsistens
    Gør status over hvilke profiler du har oprettet i tidens løb og overvej hvilke er effektive og hvilke du ikke bør bruge tid på. Døde og ubrugte profiler er ofte mere afskrækkende end tillokkende - overvej derfor at nedlægge de profiler du ikke bruger. Hvis du f.eks. ikke er aktiv på BandBase-bloggen, så sørg for at der er et tydeligt link til et sted hvor du er aktiv – f.eks. Facebook eller din hjemmeside. Sørg for at alle de steder en ny bruger kan risikere at finde din musik på nettet er imødekommende, informative, og tegner et samlet og konsistent billede. Lav med mellemrum en google-søgning på dit bandnavn og se hvad der dukker op. På den måde for du også et indtryk af hvad der møder nye interesserede.

    For mere info om YourWaves kan du besøge www.yourwaves.dk eller læse vores blog på www.making-waves.dk, hvor der er mange flere tips, råd og guides til markedsføring og kommunikation i cyberspace.

    65 d siden 6 Kommentarer

  • Vind den helt nye guitarpedal fra Mark Tremonti og T-Rex

    Den danske guitarpedalfabrikant T-Rex har indgået et samarbejde med amerikanske Mark Tremonti, der er leadguitarist i Creed, som er blandt de største guitarrock-navne i USA bl.a. på grund af monster hittet "With Arms Wide Open".

    Sammen har de udviklet et serie nye guitar-pedaler, som nu er sendt på markedet, og vi har i den anledning gaflet fem styks pedaler af navnet T-Rex Twister, som du har mulighed for at blive ejer af.

    Pedalen indeholder både chorus- og flanker-effekt og har en værdi af 1.495 kr. Se den i brug her:


    For at få fingre i en af de fem pedaler skal du svare på dette spørgsmål:

    Udover at være med i Creed, spiller Mark Tremonti også i et andet band. Hvilket?

    Send svaret til anette@bandbase.com, og skriv "t-rex" i emnefeltet, så trækker vi lod blandt de rigtige besvarelser.

    Svaret skal være i indbakken senest den 14. August, og selvfølgelig være i selskab med kontaktoplysninger.

    Læs mere på T-Rex’ hjemmeside.

    230 d siden 3 Kommentarer

  • Derfor er Stengade 30 lukningstruet

    "Siden Stengade 30 blev udpeget som regionalt spillested, har spillestedet undergået en række afgørende organisatoriske, kunstneriske og økonomiske forandringer. Kultur og Fritidsforvaltningen og Kunstrådets Musikudvalg har i fællesskab vurderet, at Stengade 30 ikke længere er i stand til at leve op til det professionelle niveau, der fordres af et regionalt spillested. På den baggrund er Kunstrådets Musikudvalg og et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget enige om, at opsige den regionale spillestedsaftale med Stengade 30."

    Det var den kortfattede forklaring, København Kommune fredag gav til Stengade 30, der nu mister støttekroner i millionklassen og risikerer lukning på trods af, at Stengade ved årsskiftet iværksatte en større oprydningsplan for drift og økonomi.

    Nu har Politiken talt med Sine Midtgaard, fuldmægtig i Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning, Kunst og Kultur, som har siddet med Stengades 30 sag i gennem længere tid. Hun siger om årsagen til fratagelsen af støtten:

    "Det er helt sikkert, at de nye folk derude har knoklet, det anerkender vi fuldt ud. Men vi taler ikke regionalt spillested mere. Regionalt spillested er man kun, hvis man er på et niveau, hvor man driver et spillested professionelt. Og det mener vi ikke, at Stengade er i dag".

    I morgen holder Københavns Kultur- og Fritidsforvaltning møde med Stengade for at uddybe, hvad der ligger bag beslutningen, og for at tale om andre tilskudsmuligheder for spillestedet, der måske overgår til at blive honorarstøttet spillested fra næste år.

    "Folkene bag Stengade 30 skal have en mulighed for at løfte en spillestedsdrift, men det er ikke som regionalt spillested", fortæller formanden for Kunstrådets Musikudvalg, Giordano Bellincampi til Politiken.

    Bellincampi mener endvidere, at det kan være en fordel for Nørrebro nu at opbygge et græsrodsspillested på ny uden at skulle leve op til de bestemmelser og kvoter af bestemte typer musik, der er kravet for at være regionalt spillested. Han slutter:

    "Vi er virkelig kede af, at Stengade ikke var i stand til at drive et regionalt spillested. Men når tilsynsmyndigheden overbeviser os om, at der er et meget alvorligt problem over lang tid, så kan vi reelt ikke gøre andet end at opsige aftalen".

    268 d siden 2 Kommentarer

  • Det handler ikke om at være ude i pappet - Sennheiser MasterClass (video)

    Først på måneden afholdt Sennheiser og BandBase den første af en række af MasterClasses, hvor udvalgte bands, primært modtagere af Den Blå Box, mødtes i MillFactory studiet for at blive klogere på mikrofonopsætning og mixteknik, samt for i det hele taget at vende studieforløbet med professionelle fagfolk, der kunne give gode råd.

    Dagen bestod af en lektion i mikrofonopsætning, et foredrag omkring producerens rolle, en lektion i mixteknik og blev afrundet med en samtale omkring forberedelserne til et studieforløb. Vi havde et videokamera med, og giver her et kort uddrag fra dagen.


    Musik: The Olympics - Superheroes

    MasterClass afholdes igen til september, så dermed endnu en grund til at ansøge om Den Blå Box i september, oktober og november måned, og dermed også få fortrinsret til seminaret.

    Læs mere om Den Blå Box og muligheden for at få fingre i den i SennheiserBlueZone.

    268 d siden 2 Kommentarer

  • Se det samlede program for YourSpace på Roskilde

    Årets YourSpace på Roskilde byder traditionen tro på masser af muligheder for at blive underholdt, hvis ikke man synes Pavilion Junior leverer varen. Her løfter medarrangør Torben Eik sløret for årets program:

    -

    I det følgende kan du se hvad, der sker på og omkring podiet på YourSpace under Roskilde Festival. Ved enkelte af arrangementerne er der uddybende teasere.

    Søndag 28/6
    Kl. 15:30: Club de la Faye: "The Call of Sirens & Deserters"
    Ind i musikkens verden – hvad tiltrækker dig? Performancegruppen Club de la Faye skaber rum for nydelse og refleksion på kanten mellem virkelighed og fiktion. Her indbyder de til et poetisk ofringsritual, som skal markere din hengivelse til musikken.

     
    Mandag 29/6
    Kl. 12:00: Goodiepal – Radical Computer Music

    Kl. 16:00: Liveanmeldelse af Twin Twins
    Hør bandet diskutere med, alt imens anmeldelserne pågår. "Liveanmeldelserne" skal skabe en konstruktiv debat i stedet for magelig og mavesur distance, imellem musiker og anmelder.
     
    Tirsdag 30/6
    Kl. 12:00:
    Danish Underground Music Awards – hvad er forskellen på upcoming og undergrund?
    Hvad er undergrundsmusik og hvad er forskellen til upcoming? Er den offentlige mening, at undergrundsmusik ikke er værd at støtte, blot fordi den ikke nødvendigvis har et ønske om at være kommerciel – og er dette ødelæggelse eller god opdragelse af musikken? Stengade 30 står midt i denne debat, da det netop i mange år har været et hjemsted for store dele af den Københavnske undergrundsscene.
     
    Kl. 14:30: Liveanmeldelse af Opgang F

    Kl. 16:00: Musikblogs – hvad kan de bruges til?

    Onsdag 1/7
    Kl. 12:00: Liveanmeldelse af Ginger Ninja

    Kl. 16:00: Er remixing kunst?
    At remixe musik er efterhånden blevet en mulighed for alle, der har råd til en Mac – men er det nødvendigvis konstruktivt for musikken? Kom og lær mere om remix-kultur og deltag i debatten om værdien af remixet musik.

    Torsdag 2/7
    Kl. 17:30: Club de la Faye: ’The Drowning’. I musikkens verden – hvordan hengiver du dig?

    Fredag 3/7
    Kl. 12:00: Den rytmiske musik til magten – en omvæltning på vej i dansk kulturliv?
    Selvom langt de fleste danskere går til rytmiske koncerter og kun et mindretal interesserer sig for opera, ballet og kompositionsmusik, er det uden sammenligning sidstnævnte, der får den største kulturstøtte – er det rimeligt?! Kom og deltag i debatten…
     
    Kl. 16:30: Interview med Oh No Ono – innovation i dansk musik.

    Lørdag 4/7
    Kl. 14:30: Hvad er en musikblog?
    Hvad er en musikblog og hvad gør den blomstrende bloggingkultur ved musikken? Hvad kan jeg som tilhører eller kunstner få ud af den? Disse spørgsmål og andre søger vi svar på i debatten om musikbloggeriet. Mød og diskuter med nogle af Danmarks mest aktive bloggere.
     
    Kl. 16:30: Live-interview med Cola Freaks

    Søndag 5/7
    Kl. 12:00: Spillestedsdød – hvem er skyldig?

    Kl. 14:30: Efterklang og The William Blakes – kan man leve af sin drøm?
    Kan man leve af at spille indiemusik i Danmark? Kan man opfylde sine musikerdrømme i en tid, hvor det er blevet svært at tjene penge på musik? Hør om erfaringer og få råd fra Rasmus Stolberg fra Efterklang og Kristian Leth (billedet) fra The William Blakes – der også begge er pladeselskabsdirektører i deres egne indie-pladeselskaber.
     
    Kl. 16:30: Club de la Faye: ’The Act of Sacrifice’. Ud i en musisk hverdag – kan nydelsen vare ved?

    Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så kontakt programansvarlig Solveig Nielsen på Solveig.Nielsen@roskilde-festival.dk

    269 d siden 1 Kommentarer

  • YourSpace – en legeplads for musikere og musiknørder på Roskilde

    BandBase/MyMusic har tidligere været ansvarlige for en stor del af underholdningen og oplysningen i YourSpace-området under Roskilde Festival. I år har vi givet bolden videre, men vi tør godt love at det bliver et spændende og underholdende program alligevel! Torben Eik, som bl.a. også leger med i Musikparlamentet fortæller her, hvad der er under opsejling i år:

    --

    YourSpace er et åbent alternativ til Roskilde Festivals aflukkede medieby arrangeret af frivillige entusiaster fra Roskilde Festivalen. En legeplads for musiknørder af enhver slags. Måske falder du over din yndlingskunstner, eller en interessant debat, hvor du kan lufte og udfordre dine holdninger. Det drejer sig om at forsøge at kigge om bag musikken til dens mange ansigter og nuancer.

    På podiet kan du eksempelvis deltage i debatten om remix-kultur, spillestedsdød, få et større indblik i den danske sfære af musikblogs, høre Oh No Ono fortælle om tilblivelsen af deres nyeste album "Eggs", eller gå på opdagelse i det store udbud af interessante upcoming-navne.

    Mange af Danmarks alternative og uafhængige pladeselskaber er samlet i en stand i området, hvor du kan diskutere genrer, købe en plade, eller skabe opmærksomhed omkring din egen musik. Navne som Rumraket, Escho, Statler & Waldorf, Jenka Music, Rump Recordings, Lolita Industri, Morningside Records, Bad Afro, SMASH!BANG!POW!, Rabalder Records, Hjernespind Records, Play/Rec, Good Tape Records og Orpheus Records kan nævnes blandt de repræsenterede.

    Du kan også slippe hæmningerne med computerspillet Rock U, der kobler Space Invaders med dine guitarevner i en herlig nostalgisk cocktail.

    Ved lytteposterne kan du lytte til hele paletten af festivalens aktuelle musiknavne og kaste et blik eller flere på Søren Solkærs skarpe musikerportrætter. My First Record Label præsenterer sine interaktive værker i form af modulerede elguitarer i alverdens mutationer og størrelser. Musikere uden pladekontrakt kan gratis indspille sin egen musik i det fuldt udstyrede mobile pladestudie 4Sound DemoLab og få en færdig-mikset cd på samme tid, som fotohandleren reklamerer med.

    Rockmuseet
    udstiller fankulturen – dengang og lige nu. Udstillingen undersøger, hvordan festivalen og omverdens syn på festivalen har udviklet sig igennem årene – en udstilling, der altså ikke leveres i færdig stand, men tværtimod venter netop på dit input. I byen lægger øre til snakkesalige musiklyttere iver, begejstring og skuffelse, og tilbyder muligheden for at forfatte uafhængige anmeldelser af festivalens koncerter.

    Hvor finder du YourSpace? Lige ved siden af Pavillon-scenen - både under festival og Warm Up. YourSpace er dit sted, hvis du er blodigt vild og gal med musik i alle dens betydninger og afskygninger. Det endelige program offentliggøres her på Bandbase forud for festivalen.

    Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så kontakt programansvarlig Solveig Nielsen på Solveig.Nielsen@roskilde-festival.dk

    273 d siden 2 Kommentarer

  • Banddagbog 1: A Friend In London i Toronto

    Danske A Friend in London her fra sitet, er blevet inviteret til at spille ved en showcase i forbindelse med NXNE-festivalen i Toronto, Canada den 19. juni 2009 med alt betalt. Bandets tur er finansieret af et amerikansk management agency, der gerne vil repræsentere A Friend in London worldwide.

    NXNE er det nordlige Amerika og Canadas svar på South by South West-festivalen (SXSW), der har fået meget opmærksomhed de senere år som verdens største platform for nye bands.

    A Friend In London er nok ikke det mest kendte band her hjemme, og derfor heller ikke den mest oplagte eksportvare. Vi har derfor bedt bandet rapportere hjem fra Canada om mødet med den internationale branche, i håb om, at andre bands kan gøre brug af erfaringerne

    Vi kunne ikke dy os for at tjekke beskrivelsen af A Friend In London i festivalens program. Der er lidt at lave op til:

    "Danish pop outfit led by singer-songwriter Tim Schou. Jangly guitars, radio-friendly hooks, and Chris Martin-influenced vocals and arrangements. RIYL Coldplay, Radiohead, and Joshua Tree-era U2."

    I de næste afsnit af banddagbogen, som reelt bliver de første afsnit, vil A Friend In London foruden at berette om mødet med Toronto, også afsløre, hvordan de kom i kontakt med det amerikanske management.

    Du kan i mellemtiden tjekke nye numre fra bandet, som i øvrigt deler medlemmer med bl.a. Den Fjerde Væg og Didium og co., på deres profil.

    275 d siden 1 Kommentarer

Mest debatteredeSidste uge

  • Underground Music Awards uddelt i weekenden


    Lørdag blev den første portion Underground Music Awards nogensinde uddelt ved et stort opsat show i Pumpehuset i Købehavn, hvor alle nominerede reelt stod med muligheden for at skulle op på scenen og optræde, såfremt de vandt en award.

    Med seks kategorier var der selvfølgelig kun seks vindere. De blev indenfor de enkelte kategorier:

    Rock: Highway Child
    Pop: Non +
    Metal: Vira
    Alternative: CallMeKat
    Hiphop: Ham Den Lange
    Electronica: Eumig & Chimon

    Tillykke til vinderne.

    --

    Det er Foreningen Underground Music Awards, der står bag konceptet, som er et bachelor-projekt for ni studerende på performancedesign-linjen på RUC. Gruppen har selv omtalt målet med uddelingen således:

    "Underground Music Awards sigter mod at fremme og styrke den danske undergrundsscene, samt synliggøre den enorme talentmasse, der eksisterer her. Den danske undergrundsscene rummer en bred vifte af kvaliteter, som ikke anerkendes tilstrækkeligt. UMA ønsker derfor at sætte fokus på upcoming danske acts med professionelle ambitioner, gennem et awardshow, hvor disse kunstnere hædres og får den anerkendelse, de fortjener."

    Det er meningen at UMA vender tilbage igen næste år.

    Foto: CallMeKat fra fredagens DKT BandBase Live-arrangement. Fotograf: Paw Ager)

    276 d siden 1 Kommentarer

  • Seneste Blå Box-band viser, hvordan man micker et trommesæt op (video)

    Om Den Blå Box nogensinde bliver den samme igen, må stå hen i det uvisse, efter, at den i maj var en tur i Esbjerg på besøg i metalbandet Meridians studie – i hvert fald, hvis man tager udgangspunkt i de klassiske metalklichéer.

    Og det gør vi selvfølgelig. Vi ved jo ikke bedre. Det gør Meridians trommeslager Klaus Kristensen heldigvis – ham interviewede vi efter, at boksen var sendt videre til Must Go Radio, der låner den hele juni. Et godt stykke forarbejde var vejen frem for Meridian:

    - Vi fik ikke brugt alle mics i kassen, men de mikrofoner, vi i forvejen regnede med at bruge, blev flittigt brugt. Vi havde læst på lektien og undersøgt nettet for alle anmeldelser af mikrofonerne i forvejen, og specielt Neumann-vokalmikrofonen blev brugt som rum-mikrofon til nærmest alt og selvfølgelig til al vokal. Sennheiser E905 og E906 blev også flittigt brugt til hhv. lilletromme og guitar, ligesom Sennheiser-overheads blev brugt til alle trommetracks.

    Meridian skød undervejs i processen en hel række videoer med gode råd til arbejdet i studiet. Du kan se den første her:


    Læs resten af interviewet med Meridian på BlueZone-sitet, hvor du også kan læse, hvordan dit band kommer i betragtning til at låne boksen senere på året (juli og august er allerede afsat).

    Aprils band i boksen, Sange til den sidste luksusgeneration, har nu også fået produceret en video fra forløbet. Den kan du se her.

    276 d siden 0 Kommentarer

  • Fredagsoverblikket – uge 24 (Ny artikelserie)

    Hver uge modtager vi en sækfuld pressemeddelelse her på kontoret, samtidig med, at der er god aktivitet over alt på sitet. Det betyder, at vi, som andre redaktioner, er nødt til at sortere kraftigt i, hvad vi skriver om.

    Det betyder også, at vi hver uge vælger store mængder relevante nyheder fra, både fordi, der ikke er tid til at skrive om alt, men også fordi det ikke altid er meningsfuldt at skrive en lang nyhed om et track eller en ny video.

    Derfor introducerer vi "Fredagsoverblikket", en fast redaktionel feature op til weekenden, som i bedste blogstil samler op på ugens begivenheder på BandBase, og giver plads til at flere bands og solister kan blive nævnt, når de har nyt at berette.

    Det var forordet. Nu skal vi i gang.

    --

    Dystre Decorate Decorate udsendte for nylig deres andet album, "Instructions", og har nu placeret fire skæringer derfra på deres BandBase-profil. Perfekt til regnen (desværre).

    Attrap nåede at udsende en perle af et album før gruppen gik opløsning og overlod en del af deres output til frontmand Jonas Petersen og hans Hymns from Nineveh. Begge grupper har uploadet nyt materiale. Vi anbefaler det her remix.

    Hannah Schneider, som væltede huset til både Spot og Start!, gør nu klar til at udgive sit debutalbum. Hun har derfor uploadet sin helt ny single, "Waiting For You", som lige nu er i P3-rotation. Læs mere om fremtiden for Schneider på hendes blog.

    Et par nye numre er der også fra beslægtede Sebastian Lind, hvis vokal faktisk minder lidt om Troels Abrahamsen. Ham tror jeg, vi kommer til at høre en del mere til. Tjek den kantede "Let Me Go".

    Og så er der nyt fra poprockede A Friend In London, som bl.a. deler i hvert fald et enkelt medlem med Den Fjerde Væg, og for nyligt har fået kontakt til Canada – mere om det i næste uge. Tjek de nye "What A Way" og "Freddie".

    Roskilde har nu afsat de sidste fem pladser på årets Pavilion Junior, og det giver bl.a. spilletid til
    Bodebrixen og Twins Twins. Se og hør alle Pavilion Junior-bands her.

    Looter Beats, som sidder på dagens track i dag, laver svinefunky instrumentalmusik og blev i den forgangne uge rost i Politiken og flere andre medier. De er også røget i rotation på P4 og to amerikanske radiostationer (bl.a. XStream East - hvor de er “Album of the month” på showet Grooveline).

    Og så til formidling af musik. Musikblogs.dk er landets nye samlingssted for musikblogs, et sideprojekt, der voksede ud af en kampagne, Battle & Bounce lavede for MXD, IFPI og DUP. Musikblogs.dk har netop ansat en redaktør, Rasmus Dall (One-Eyed Mule), og en musikjournalist, Christian Velin, til at optimere konceptet.

    Vi slutter med lidt video i et forsøg på at lokke sommeren frem. Gogoyoko er en ny islandsk musikplatform for salg af musik i stil med BandCamp. De var med under Spot Festival, hvor Green Lives (på billedet), blandt flere andre, var inviteret til at spille på LYNfabrikken. Gogoyoko optog koncerterne, og du får her Green Lives live – resten finder du på Gogoyokos blog.



    Hermed slut på den første omgang fredagsoverblik. Resten må I selv ud og finde på sitet - og tilføje i kommentarfeltet herunder. Vi ses næste fredag.

    279 d siden 6 Kommentarer

lang:bandbase.dk UserControl: EditorialSection

Brugere 37  Online

Kom indenfor...

Find din nye favorit musik og del din egen smag eller den musik du selv laver!

Kom igang

Allerede en konto? Login her

Seneste aktive brugere
Forum
lang:bandbase.dk UserControl: UserSection

Kontakt / Hvem er vi / Hjælp / Presse / Reklamér på BandBase / Development Blog

Alt dette er © 1998-2009 af BandBase ApS og musikken er © af dets ejere. Og endelig: De kedelige terms of use.

Danske Bank Sennheiser Danskrap DJz Danish Society for Jazz, Rock and Folk Composers KODA Hardstylers United